Den midlertidige kontrol på grænsen til Tyskland er ikke engang et døgn gammel. Alligevel skaber den bekymring hos flere danske transportselskaber, der dagligt sender lastbiler over grænsen.
For selv om der kun er tale om stikprøver, frygter selskaberne flaskehalse og forsinkelser, når pas og lastbiler skal tjekkes.
- Vi forudser, at vi vil få forsinkelser og stop, når der ind imellem kommer til at være nogle flaskehalse ved de kontrolsteder, der er, siger Susanne Provstgaard, ejer af Dansk Transport Kompagni, DTK.
- Vi er jo underlagt arbejdsregler og kørehviletidsregler, så hvis vi får nogle timers forsinkelser ved grænsen, kan det gøre, at vores biler skal holde ekstra pauser, og at vi kommer for sent ud til vores kunder, fortsætter hun.
Danmark er ikke det eneste land, der har indført midlertidig grænsekontrol på grund af den ekstraordinære flygtningesituation. Siden november har otte lande på et tidspunkt haft genindført kontrol ved grænserne.
Jacob Christian Nielsen, adm. direktør i vognmændenes brancheorganisation, ITD, håber, at den udvikling stopper hurtigt.
- Det er klart, at når man har logistiksystemer, som gerne skulle fungere effektivt, så er en potentiel ventetid meget bekymrende, og det kan komme til at koste nogle penge for vognmændene, siger han.