Der er klar forskel på hvad kvindelige og mandlige filialchefer tjener i Nordea. Det er 32.000 kroner om året til fordel for kvinderne, viser en opgørelse fra Nordea selv.
Det at kvinderne tjener mere er led i det lønsystem som banken har haft siden år 2000. Her bliver den enkeltes præstation belønnet og ikke ancennitet.
Færre kvinder end mænd
Et bud på lønforskellen kan være, at nogle filialchef-jobs er mere interessante for kvinder, f.eks. job uden bopælspligt, og at lang erfaring i det samme job kan give høj præstation, skriver Finans, der udgives af de bankansattes forening Finansforbundet.
- Det er da muligt, at sandsynligheden for at opnå den høje performance - og dermed den høje løn - er større, hvis man har siddet i jobbet et stykke tid, siger Nordeas HR-chef, Niels Gregers Hanse, der tilføjer, at lønstatistikken passer Nordea godt i forhold til at få flere kvinder til at vælge lederstillinger.
Nordea har cirka en tredjedel færre kvindelige filialchefer end mandlige.
Mænd bedst i store filialer
- Det viser et stærkt lønsystem, som ser på, hvad du præsterer. Og det har ikke noget at gøre med, om du er en mand eller en kvinde, siger Majbritt Garbul Tobberup, formand for Kreds Nordea til Politiken.
De mandlige chefer tjener dog stadig mest, hvis de falder i kategorien, der har mere end otte rådgivere under sig, og også, hvis de er ledere for mellem to og seks.
Men forskellen er betydeligt mindre end de 32.000 kroner, der skiller cheferne i de mellemstore filialer.