Basel-krav kommer til at gøre ondt på danske låntagere: Kan nå op i 92 milliarder

Ekspertgruppe vurderer, at nye kapitalkrav til danske pengeinstitutter kan blive op mod 100 milliarder højere.

Den danske finansbranche går fortsat i spænding og venter på at blive klogere på de nye kapitalkrav, som europæiske pengeinstitutter skal efterleve.

Nu er en ekspertgruppe nedsat af erhvervsministeren nået frem til, at kravene til den danske finansielle sektor sandsynligvis øges med 64 til 92 milliarder kroner, svarende til en stigning på mellem 27 og 39 procent.

Hvor stor regningen præcis bliver afhænger af, hvor stramt anbefalingerne fra den såkaldte Basel-komité følges.

Ekspertgruppens bud er lavere end Finansdanmarks tidligere skøn på 130 milliarder kroner, men udgør dog en væsentlig ekstraudskrivning.

- Vi afventer fortsat Basels endelige udspil, men det er svært at se, at det undgår at ramme låntagerne i Danmark.

- Vækst og beskæftigelse bliver dermed også ramt, siger administrerende direktør i Finans Danmark Ulrik Nødgaard i en kommentar.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har dog ikke opgivet at få forhandlet kravene endnu længere ned, når EU-Kommissionen skal diskutere Basel-komitéens anbefalinger.

- I den forbindelse vil regeringen fortsat arbejde for, at danske institutter ikke bliver så hårdt ramt af de nye krav, som de foreløbige skøn kunne indikere.

- Sådanne krav vurderes at være højere, end hvad risici tilsiger, siger Brian Mikkelsen.

Det er særligt realkreditselskaberne og deres kunder, der risikerer ekstraregninger, når den finansielle polstring skal gøres tykkere.

Basel-komitéens overvejelser tager nemlig ikke særligt hensyn til den danske realkreditmodel og den øgede sikkerhed, som den bidrager med sammenlignet med boligfinansieringen i andre lande.

/ritzau/