Banksvindel bag islandske storopkøb

Købet af ejendomsselskabet Keops skete for stjålne penge fra den islandske bank Glitnir, mener afviklingsselskabet bag den krakkede bank.

Ejendomsselskabet Keops blev købt af islandske finansvikinger, men tilsyneladende for stjålne penge. (Foto: © Christian Ringbæk, Scanpix)

Det vakte opsigt, da islandske investorer i 2007 købte det store danske ejendomsselskab Keops. Men købet skete muligvis for stjålne penge. Det skriver Berlingske Business.

Påstanden fremgår af en stævning af den tidligere ejer af Magasin, Jòn Àsgeir, og en række prominente islandske investorer samt revisionsfirmaet Pricewaterhouse-Coopers.

De er nu sagsøgt for 12 milliarder danske kroner af afviklingsselskabet for den krakkede islandske bank Glitnir.

Omgåelse af loven

Købet af Keops gik i Glitnir under navnet "Projekt Para". Ifølge Glitnirs afviklingsselskab burde transaktionen aldrig have fundet sted, fordi det var designet til at omgå loven.

Jòn Àsgeir og en nærtstående partner lånte midt i 2007 ulovligt mange penge i den islandske bank, som gruppen kontrollerede. Det forhold blev dog forsøgt camoufleret, så Glitnir også kunne medfinansiere købet af det danske ejendomsselskab.

I alt lånte Glitnir op mod 1,6 milliarder danske kroner til "Projekt Para". 81 millioner dollar gik udelukkende til en maskeringsøvelse, hvor der blev flyttet Landic-aktier til Jòn Àsgeirs kone, så den allerede forgældede gruppe og dens selskaber nu kunne lånee endnu flere penge.

Afslørende e-mails

Ifølge Berlingske Business citerer afviklingsselskabet flere e-mail mellem Jòn Àsgeir og Glitnirs adm. direktør Lárus Welding som dokumentation for, at aktierne blot blev flyttet rundt mellem nærtstående parter for at vildlede udenforstående.

Ifølge afviklingsselskabet blev pengene ikke brugt som ballast i det finansielle stormvejr, der allerede var begyndt at trække sammen, men til at finansiere "de bedrageriske transaktioner".