Bang & Olufsen øger underskuddet

Radio- og tv-producenten Bang & Olufsen havde uændret omsætning, men større underskud i første kvartal.

Radio- og tv-producenten Bang & Olufsen havde uændret omsætning, men større underskud i første kvartal. (© B&O)

Omsætningen holdt sig helt uændret i første kvartal for radio- og tv-producenten Bang & Olufsen. Med et salg på 600 millioner kroner var der tale om en fremgang på en enkelt million - men det giver nul procent i vækst.

Derimod måtte virksomheden acceptere et større underskud. Før skat var der tale om et minus på 64 millioner kroner mod 33 millioner kroner året før.

Den nye serie af produkter kaldet Play voksede dog med 92 procent i omsætning, mens salg af lydsystemer til bilproducenter voksede med 37 procent.

Et lille kvartal

Til gengæld var der en nedgang på 20 procent på de audiovisuelle produkter.

- Sæsonmæssigt er første kvartal et lille kvartal for Bang & Olufsen, og kvartalet repræsenterer desuden en svær sammenligning på grund af en betydelig påvirkning fra lancering af nye produkter i samme periode sidste år, siger adm. direktør Tue Mantoni.

- Med dette in mente er vi tilfredse med resultatet for første kvartal, tilføjer Bang & Olufsen-chefen, der tiltrådte sidste år.

Lavt salg til private

Salget til forbrugere faldt fra 478 millioner kroner til 440 millioner kroner, mens salget til erhvervslivet steg fra 122 millioner kroner til 160 millioner kroner.

Salget til erhvervslivet vedrører dels salg til bilbranchen, dels salg af den IcePower-højttalerteknologien til andre producenter.

Omsætningen i Europa gik ned med 16 procent, og Bang & Olufsen har fortsat flere problemer med det europæiske marked.

Krisen kradser

Salget er svært, ikke mindst i det kriseramte Sydeuropa, og selskabets strategi med at omlægge butiksstruktur i Europa tager tid at gennemføre.

Salget i både Nordamerika og fremstormende lande som Rusland, Indien og Kina gik dog lidt frem.

For hele året fastholder Bang & Olufsen forventningen til salget. En stærk pipeline af nye produkter på vej og en strategi for at gøre selskabet mere effektivt skal være med til at sikre, at omsætningen kan stige med et tocifret procenttal.