Bang & Olufsen får stor ordre i Dubai

Bang & Olufsen har fået en kæmpe aftale om at levere audio- og videoudstyr til Dubai i De Forenede Arabiske Emirater.

Bang & Olufsens højttalere Beolap 8000 fra 1992. (Foto: © Gade & Co Photography, Bang & Olufsen)

Bang & Olufsen A/S har indgået en kæmpe aftale om leverance af audio- og videoudstyr til et ejendomsudviklingsselskab i Dubai. Ordren er på mindst 50 mio. kr. over de næste tre år, skriver epn.dk

Det er B&O's største enkeltordre nogensinde med et ejendomsudviklingsselskab, der har base i Dubai, De Forenede Arabiske Emirater.

-Der er tale om en strategisk partnerskabsaftale, hvor Bang & Olufsen og Dubai-selskabet over de næste tre år i fællesskab vil gennemføre forskellige ejendomsprojekter i den absolutte topklasse, skriver B&O i en børsmeddelelse.

-Vores nye partner arbejder med en række omfattende ejendomsudviklingsprojekter inden for blandt andet beboelse og kontorfaciliteter i det mellemøstlige område. Tanken med partnerskabet er, at Bang & Olufsen skal levere audio-, video- og andet udstyr til en række af disse projekter," udtaler koncernchef Kalle Hvidt Nielsen, Bang & Olufsen ifølge epn.dk.