Bang og Olufsen sælger fra og fokuserer

Radio- og tv-producenten B&O frasælger produktionen af lydsystemer til biler. Det fik aktien til at stige 30 procent.

B&O-aktien steg 30 procent, da det blev klart, at produktion af lydudstyr til luksusbiler sælges fra. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Bang & Olufsen har indgået en licensaftale med Harman International Industries og solgt sine aktiver i Automotive-forretningen, der omfatter lydsystemer til luksusbiler som Audi og Aston Martin

Det oplyser den Struer-baserede virksomhed i en fondsbørsmeddelelse.

Som led i aftalen modtager Bang & Olufsen en forudbetaling på 1,170 milliarder kroner.

Desuden sikres Bang & Olufsen årlige minimumbetalinger og en licensbetaling per enhed i mindst 20 år.

Frasalget fik B&O-aktien til at stige omkring 30 procent til 65 kroner, og det betyder, at selskabet bliver ca. 650 millioner kroner mere værd.

/ritzau/