Et hold af efterforskere nedsat af Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), også kendt som bagmandspolitiet, skal nu i gang med at gennemgå dokumenter fra det konkursramte OW Bunker.
Det oplyser anklagemyndigheden på sin hjemmeside.
De skal undersøge, om der er begået strafbare handlinger i sagen, der handler om dårlig risikostyring og formodet svindel i et datterselskab i Singapore. Skandalen rullede bare få måneder efter, at OW Bunker var blevet børsnoteret.
Det oplyser chefen for SØIK, statsadvokat Morten Niels Jakobsen.
- Der er tale om omfattende og komplicerede undersøgelser, der vil strække sig over mange uger – før vi overhovedet har et overblik over, hvad der egentlig er sket i OW Bunker, siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen til anklagemyndighedens hjemmeside.
Ingen sigtelser endnu
Han oplyser, at der endnu ikke er rejst sigtelser i sagen, og at der "strengt juridisk" ikke er tale om "en egentlig efterforskning." Anklagemyndigheden har således ikke formelt modtaget en anmeldelse i sagen.
- Jeg vurderer, at vi med fordel allerede nu kan etablere et udvidet samarbejde med kuratorerne for at få afdækket alle eventuelle strafferetlige spor. Målet er at skaffe solidt grundlag til at vurdere, om der er foregået noget kriminelt i og omkring OW Bunker, siger Morten Niels Jakobsen.
Statsadvokaten vil ikke over for DR Nyheder kommentere, hvorfor det er netop nu, man beslutter sig for at gå ind i sagen.
- Det er en politi- og anklagerfaglig vurdering, at vi mener, at det er det rigtige tidspunkt at gå ind og etablere et udvidet samarbejde (med kuratorerne, red.) og ikke bare læne os tilbage og vente på, at der kommer en anmeldelse, siger statsadvokaten.
Der er endnu ingen fra personkredsen omkring OW Bunker, der er blevet afhørt af bagmandspolitiets efterforskere.