Bagmandspolitiet om milliard-svindel: Vi følger to spor

Beløbet i sagen om ulovlig tilbagebetaling af udbytteskat er vokset til 12,3 milliarder kroner.

Skatteminister Karsten Lauritzen kalder det 'sørgeligt', at den danske statskasse har mistet 12,3 milliarder kroner i en historisk stor svindelsag. (Foto: © ERik Refner, Scanpix)

Et svind på 12,3 milliarder i den danske statskasse.

Det er status, efter Skat nu er færdige med opgørelsen over sager om ulovlig refusion af udbytteskat. Der er tale om svindel for 3,2 milliarder mere end først antaget, og sagen er nu indbragt for Statsadvokaturen for Økonomisk Kriminalitet (SØIK), også kaldet Bagmandspolitiet.

Og her er sagen fortsat prioriteret højt, siger statsadvokat Morten Niels Jakobsen.

- Det er en meget vanskelig sag, hvor der er to spor, vi følger. Der er et pengespor, hvor vi undersøger om det er muligt at få så mange af pengene tilbage i den danske statskasse. Og så er der et spor med med personer, der kan være involveret og som kan holdes ansvarlige for det, siger han og understreger, at han af hensyn til efterforskningen ikke har yderligere kommentarer.

Skat oplyser på dets hjemmeside, at SØIK som et led i efterforskningen har indefrosset 2,1 milliarder kroner på udenlandske bankkonti efter flere koordinerede ransagninger i England.

- Bagmandspolitiet gør en stor indsats, og så må vi håbe på, at deres gode politiarbejde giver pote. Det er selvfølgelig vigtigt, at de skyldige i dette svindelnummer bliver stillet for en dommer, siger skatteminister Karsten Lauritzen (V) ifølge en pressemeddelse.

Bagmandspolitiet har i sagen sigtet en tidligere skattemedarbejder, som sad i den afdeling i Skat, der behandlede ansøgninger fra udenlandske aktionærer om at få betalt udbytteskat tilbage.

Den 45-årige britiske finansmand Sanjay Shah er mistænkt for at stå bag svindlen.

Ifølge Skat har den formodede svindel fundet sted over en periode fra 2012 til sommeren 2015, hvor det kom frem, at ukendte bagmænd havde haft held til at uretmæssigt at få beløb, der i første omgang lød på 6,2 milliarder ved at indsende falske ansøgninger om tilbagebetaling af udbytteskat.