Badmintonforbund: Matchfixing er en kæmpe trussel

Det er dybt, dybt bekymrende, at sporten angribes på højeste niveau, lyder det fra BWF.

Den tidligere OL-guldvinder Poul-Erik Høyer i dag præsident for WBF. Han ser alvorligt på truslen fra matchfixerne i Asien.

To af de bedste mandlige, danske badmintonspillere er blevet tilbudt at matchfixe kampe i juni under en turnering i Asien.

Tilbuddene kom fra en matchfixer, der samtidig fortalte, at kampe i to af sportens største turneringer var fixet. Sagen lader til at være den største sag om matchfixing i badminton hidtil.

Men sagen overrasker ikke præsidenten for Det Internationale Badmintonforbund (BWF), Poul-Erik Høyer, men det skræmmer alligevel, at det kan ske på absolut øverste niveau.

- Thomas Cup er den næstestørste turnering, vi overhovedet har. Så hvis matchfixing kan forekomme på det niveau, så kan det også forekomme på andre niveauer. Og vi har måske kun set toppen af det, siger han til DR Nyheder.

Asien som omdrejningspunkt

Spillerne Hans-Kristian Vittinghus og Kim Astrup blev kontaktet forud for Japan Open i juni måned. Den malaysiske matchfixer tilbød spillerne penge for at manipulere deres kampe, som de samtidig selv kunne få lov at spille penge på.

Samtidig fortalte han om, at kampe havde været fixet til både Thomas Cup og Singapore Open.

- Matchfixing er for mig at se lige så stor en trussel som doping. Udbredelsen og systematikken er gået ret stærkt de seneste år. Vi har måtte tage yderligere tiltag de senere år.

- Vi ved der er asiatiske spillesyndikater er involveret i matchfixing og der vil være blåøjet af mig at påstå, der ikke finder sted i vores sport, siger Poul-Erik Høyer, der også er medlem af den Internationale Olympiske Komitee, IOC.

Risikoen er stor

Hos Danmarks Idrætsforbund har man det seneste år haft travlt med at få informeret spillere, trænere og lederne i klubberne, men sagerne er væltet frem. I både fodbold, tennis og ishockey har truslen om matchfixing været tæt på.

Størst af sagen fra Hvidovre, som Berlingske skrev om første gang i august. Her skal fire fodboldspillere og to medsammensvorne have tjent 900.000 kroner på at have spillet på egne nederlag.

Samtidig skal de have haft kontakt til et syndikat på Fillipinerne, der skal have tjent millioner på kampene, der blev spillet i den danske første division tilbage i 2010. De nægter sig alle skyldige.

- Jeg vil sige, at det har overrasket os, at omfanget er så stort, og at risikoen er så stor, som den er. Det er jo først inden for de sidste 2-3 år, at det er begyndt at materialisere sig, og at vi er blevet opmærksomme på, at der kunne være nogle problemer dér.

- Og i det forløb må jeg sige, at vi er blevet overraskede over, at risikoen er så stor, som den ser ud til at kunne blive, siger formand for DIF, Niels Nygaard til DR Nyheder.

DIF appellerer til forbund og udøvere

Fra DIFs side har man den seneste tid appelleret til både forbund og udøvere om at være åbne i forhold til sager om matchfixing for på den måde at få belyst omfanget af problemet.

- Vi foretrækker fuld åbenhed. Vi tror på, at det for det første, er det, der bedst forebygger, at der opstår sager.

- Og for det andet når der er sager, er det vigtigt, at der er åbenhed, så vi kan få gravet ned og få tingene rettet ud og få fundet de bagmænd, der er tale om, og de idrætsudøvere, der er bragt ind, og på en eller anden måde få effektueret noget overfor dem, siger Niels Nygaard.

Jomfruelighed er afgørende

Hos Det Internationale Badmintonforbund har man meldt den aktuelle sag til det malaysiske politi og har derfor holdt den meget tæt til kroppen.

Ikke før nu har BWF kommenteret på sagen, der har været hos politiet de sidste fire måneder. Og det er også sparsomt hvad Poul-Erik Høyer kan sige om sagen.

- Jeg kan ikke snakke ret meget om det, da der er en politiundersøgelse i gang. Men det er også godt at sagen kommer frem, for det er den eneste måde vi kan lære vores spillere i hvad de skal gøre fremadrettet.

Det fulde omfang af sagen kendes ikke endnu, men sagens karakter er alvorlig, understreger han.

- Jeg synes det er en stor sag, fordi spillerne bliver konfronteret og det er dem vi skal beskytte. Vores jomfruelighed står og falder med jomfrueligheden hos spillerne og dem skal vi værne om.

Ligger du inde med en viden om matchfixing, som du gerne vil dele med os, så skriv til slar@dr.dk