I dag skal DSB's bestyrelse stå skoleret for transportminister Hans Chr. Schmidt (V) for at have »vildledt« og »misinformeret« ham om rodet i DSBFirst i oktober og november.
Men i september sidste år ignorerede ministeren og hans embedsværk selv advarsler om det dansk-svenske datterselskabs ringe økonomi. Det skriver Politiken tirsdag.
Derfor placerer eksperter nu et medansvar hos ministeren for at have svigtet sin tilsynspligt og undladt at gribe ind, før affæren eskalerede.
- Ministeren har ikke gjort, hvad han kunne og burde i denne sammenhæng. Hvis ministeren var gået alvorligere til sagen tidligere, kunne man have fået de fejlagtige forhold frem, siger Claus Haagen Jensen, professor i offentlig ret ved CBS.
Revisor: 78 mill. SEK mangler
Ifølge professoren burde transportministeren have reageret på en alvorlig revisionspåtegning i DSBFirst Sveriges årsregnskab 2009. Her skriver revisor i KPMG Kent Lindén i juni 2010, at han ikke kan stå inde for en bogført indtægt på 78 millioner svenske kroner, som DSBFirst kalkulerer med at få i erstatning for byggerod på Malmø Banegård:
- Med henvisning til den ovennævnte usikkerhed kan jeg ikke udtale mig om, hvorvidt årsregnskabet er blevet til i tråd med regnskabsreglerne og giver et retvisende billede af selskabets resultat....
Ifølge regnskabsekspert Kim Klarskov Jeppesen er det en alvorlig advarsel:
- Revisorforbeholdet er klokkeklart og ret alvorligt. Der står tydeligt, at noget er rivende galt i selskabet. Den svenske revisor har gjort mere end sit til, at det her skulle opdages, men ingen har reageret, siger Kim Klarskov Jeppesen, der er lektor i revision ved CBS.
I september stillede Folketingets Trafikudvalg flere kritiske spørgsmål til transportministeren om DSBFirsts økonomi. Bl.a. om, hvorfor revisorpåtegningen kun florerer i den svenske del af regnskabet.
Men i sit svar 13. oktober nedtonede Hans Chr. Schmidt påtegningens alvor. »KPMG har oplyst over for ministeriet, at et forbehold i en revisionspåtegning i en dattervirksomheds regnskab ikke nødvendigvis bliver afspejlet i et moderselskabs regnskab...«, skrev ministeren.
I et svar otte dage forinden havde han bagatelliseret DSBFirsts driftsunderskud i 2009: »Det forholder sig generelt sådan, at det er dyrere at starte virksomhed op, end det er efterfølgende at drive den«.
I dag er DSBFirst konkurstruet.
Datterselskabet skylder DSB over 300 millioner kroner og forventer et underskud i 2010 på op mod 218 millioner kroner.
Minister: Vi stolede på KPMG
Politiken har spurgt ministeren, hvorfor han ikke reagerede på det alvorlige revisorforbehold. Hans Chr. Schmidt har fået ministeriets selskabsdirektør, Michael Birch, til at formulere et to sider langt svar.
Heri skriver embedsmanden bl.a., at der ikke blev taget samme forbehold i DSB's og den danske del af DSBFirsts regnskab. Og at ministeriet stolede på en redegørelse i september fra DSB's revisor KPMG, som ministeriet tillægger stor vægt, fordi revisorerne er udpeget af staten til at kontrollere DSB's økonomi.