ATP køber australiere ud af Københavns Lufthavne

Australske Macquarie har gjort alvor af at sælge sin andel af Københavns Lufthavne.

- Vi ser frem til at fortsætte udviklingen af CPH, som er en af de vigtigste nordeuropæiske lufthavne, skriver bestyrelsesformand for Københavns Lufthavne Lars Nørby Johansen. Arkivfoto. (Foto: © NILS MEILVANG, Scanpix)

ATP køber den australske kapitalfond Macquaries andel af Københavns Lufthavne. Det skriver Københavns Lufthavne via fondsbørsen.

Macquarie købte sig ind i Københavns Lufthavne i 2005 og købte yderligere op i 2009.

Bestyrelsesformand for Københavns Lufthavne Lars Nørby Johansen takker Macquarie for "det gode og succesfulde samarbejde gennem de seneste mange år."

- Vi ser frem til at fortsætte udviklingen af CPH, som er en af de vigtigste nordeuropæiske lufthavne, i dette nye partnerskab, lyder det fra Lars Nørby Johansen.

For 9,8 milliarder kroner aktier

I slutningen af maj berettede Macquarie, at man overvejede et salg af sin aktiepost.

Macquarie ejede sammen med canadiske OTPP, Ontario Teachers' Pension Plan, 57,7 procent af Københavns Lufthavne.

OTPP fortsætter som ejer men altså nu med ATP som partner i stedet.

- Vi ser frem til at opbygge et godt samarbejde med dem og de andre bestående aktionærer i lufthavnen, herunder Ontario Teachers Pension Plan (OTPP) og den danske stat, skriver Lars Nørby Johansen.

I en fælles pressemeddelelse skriver parterne, at ATP køber aktierne for 9,8 milliarder danske kroner. Københavns Lufthavne skriver dog, at det forventes, at køberne skal tilbyde at opkøbe eksisterende aktionærers aktier.

Ifølge meddelelsen vil de blive tilbudt omkring 5.700 kroner per aktie. Aktien lukkede onsdag i 5.120 kroner per aktie.

En pris på 5.700 kroner per aktie værdisætter selskabet til 44,7 milliarder kroner og ATP og OTPP's kommende andel til 25,8 milliarder kroner.

Staten ejer 39,2 procent

Aftalen er betinget af konkurrencemyndighedernes godkendelse.

I juni sagde finansminister Kristian Jensen (V), at staten var klar til at blande sig i, hvem der købte Københavns Lufthavne, da den er afgørende for Danmark.

- Det er af afgørende betydning, at Københavns Lufthavn fortsat er en moderne og effektiv lufthavn med tilstrækkelig kapacitet til at sikre tilgængeligheden for den danske økonomi og samfundet, sagde Kristian Jensen og fortsatte:

- Det kræver, at lufthavnen er kontrolleret af investorer med et langsigtet syn på værdiskabelse. Den danske regering vil evaluere lovgivningen i lyset af dette og hvis nødvendigt også stramme lovgivningen.

Den danske stat ejer 39,2 procent af Københavns Lufthavne.

/ritzau/

Fakta: Københavns Lufthavnes rejse fra stat til privat

  • Københavns Lufthavne blev etableret i 1925 som Københavns Lufthavnsvæsen.

  • Københavns Lufthavnsvæsen blev i 1990 omdannet til Københavns Lufthavne A/S med staten som eneaktionær.

  • Det blev omdannet til et aktieselskab, for at selskabet kunne drives på et mere forretningsmæssigt grundlag.

  • Københavns Lufthavne A/S ejer lufthavnene i Kastrup og Roskilde.

  • I februar 1994 besluttede man at nedbringe statens ejerandel til 75 procent samt at søge selskabets aktier optaget til notering på Københavns Fondsbørs.

  • Aktieudbuddet skete i marts 1994. Aktierne blev optaget til notering på Københavns Fondsbørs 11. april 1994.

  • I 1996 solgte staten yderligere 24 procent af sine aktier. Det resulterede i en statslig ejerandel på 51 procent.

  • Det seneste salg af statslige aktier skete i 2000, hvor den danske stat solgte 17 procent af aktierne. Det resulterede i en statslig ejerandel på 34 procent.

  • Den danske stats andel af aktiekapitalen er i perioden 2000 til 2006 gradvist øget til 39,2 procent.

  • Den australske kapitalfond Macquarie købte sig ind Københavns Lufthavne i 2005 og købte yderligere op i 2009.

  • I maj 2017 meddelte Macquarie, at man overvejede at sælge sin andel.