En stor del af de 1,7 milliarder kroner, som Bagmandspolitiet har beslaglagt i udlandet i sagen om forsvundne skattemilliarder, var overraskende placeret på forskellige bankkonti.
Normalt ville man forvente, at pengene var investeret i værdipapirer eller i ejendomme.
Det fortæller kilder til DR's erhvervsanalytiker Thomas G. Svaneborg.
- Bagmændene har tilsyneladende haft så travlt med at hive de her milliarder ud af de danske skatteborgeres lommer, at de slet ikke har kunnet nå at omsætte dem til det, vi normalt ville forvente i den slags sager.
- Det er lykkedes at købe nogle store ejendomme ude i verden, men de har slet ikke kunnet nå at bruge alle pengene endnu, fortæller Thomas G. Svaneborg.
Han understreger, at det formentlig heller ikke er hårdføre kriminelle, der står bag svindlen.
- Vi er mange, der troede, at nogle avancerede grupper stod bag, når man beslaglægger så mange penge. Men det tyder ikke på, at det er en terrorbevægelse, der står bag, men en mere naiv gruppe, siger Svaneborg, som forventer, at der vil blive beslaglagt flere penge de kommende måneder.
Hele sagen drejer sig om 6,2 milliarder kroner, som svindlere har haft held til at franarre skattevæsenet ved fup med aktieudbytte.