Det var en sejr i sig selv, da industriens topforhandlere søndag eftermiddag efter lange natlige forhandlinger kunne præsentere en aftale om overenskomsterne for de kommende to år.
Helt ind til samme morgen var der reel tvivl i Industriens Hus på Rådhuspladsen i København, om det ville lykkes at nå til enighed mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.
Om det var den traditionelle natmad af varme hotdogs med det hele, der gjorde udslaget, er uvist, men da topforhandlerne tog hul på de afgørende spørgsmål om økonomien klokken 08.30, fandt de hinanden.
Aftalen udstikker rammerne for løn og andre vilkår for cirka 230.000 danskere ansat på industriens overenskomster.
Men lige så vigtigt sætter aftalen retningen for de øvrige overenskomster på det private arbejdsmarked for mere end 600.000 lønmodtagere, som skal falde på plads i den kommende tid.
Trods søndagens 'sejr' er pokalen dog langt fra i hus for lønmodtagernes topforhandler, Claus Jensen, formand for Dansk Metal, og topforhandler Mads Andersen, der er formand for 3F Industri.
I går fik de opbakning fra industriens bestyrelser, der anbefaler medlemmerne at stemme ’ja’ til overenskomsterne.
Det er også lykkedes at få flere af de kritiske lokalformænd i industrien til at rette ind og bakke fuldtonet op.
Nu venter et formentlig månedlangt forløb, hvor tillidsmænd og menige medlemmer ude på de danske arbejdspladser skal overbevises om aftalens kvaliteter.
For i sidste ende er det medlemmernes afgørelse om de ved afstemning vil godkende aftalen.
Claus Jensen og hans aftale står nu over for tre store prøvelser.
Prøvelse 1: Kan 4 pct. blive til 10 - 12 pct.?
Den første prøvelse handler om lønnen i aftalen – og hvad medlemmerne kan forvente af samlede lønstigninger de næste to år, som overenskomsterne står til at dække.
På industriens område har man et såkaldt minimallønssystem, hvor det kun er en mindre del af det enkelte medlems samlede løn, der aftales i de centrale overenskomstforhandlinger, som netop er overstået.
Resten skal aftales decentralt, det vil sige ved forhandling ude på den enkelte virksomhed frem mod efteråret.
Claus Jensens centrale aftale giver en lønstigning på 4 pct. over to år til medlemmerne, og det er langt fra nok til at indhente det tabte efter sidste års store prisstigninger og samtidig følge med den forventede udvikling i priserne de kommende år.
Der skal en del mere til decentralt ude på virksomhederne.
Claus Jensen mener selv, at medlemmerne skal sætte næsen op efter samlede lønstigninger i perioden på 10-12 pct. efter de lokale lønforhandlinger.
Det svarer nøjagtigt til det succeskriterium, som han også selv opstillede, før forhandlingerne begyndte.
Det er usædvanligt, at der fra centralt hold dikteres så tydeligt om forventningerne til lønresultatet lokalt, og det er en presbold mod både tillidsmændene, der skal forhandle, og virksomhedsejerne, som skal betale.
Nogle virksomheder har måske rigeligt på kistebunden til at leve op til ønskerne, mens andre vil finde det urealistisk. Og for mange tillidsmænd kan det ende med alvorlige forklaringsproblemer over for medlemmerne, hvis de ikke kan levere de lønstigninger, som formanden jo har lovet dem.
I sidste ende vil medlemmernes ’ja’ til aftalen afhænge af, om de finder formandens forventninger til de endelige lønstigninger realistiske, eller betragter dem som fjerne fugle på et tag på Rådhuspladsen i København.
Prøvelse 2: Kan sagen om store bededag afsluttes?
Den anden prøvelse handler om store bededag.
Intet emne har været mere debatteret på danske arbejdspladser de seneste måneder, men der står ikke et ord om det i overenskomstaftalen, der er blevet til i samme periode.
Fra medlemmerne – hvoraf mange er blandt de knap 500.000 danskere, der har skrevet under på fagbevægelsens protest – har der været et pres for at skaffe erstatning for det tabte ved forhandlingsbordet. Kunne man få en ekstra fridag, og hvad med de mistede helligdagstillæg?
Lokalformænd og tillidsmænd i hele landet har beskrevet, hvordan de er blevet bestormet med krav fra medlemmerne derude.
Alligevel har Claus Jensen gennem hele forløbet fastholdt, at overenskomstforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter og regeringens afskaffelse af store bededag må holdes adskilt.
At der ikke står noget i overenskomsten om store bededag, betyder dog ikke, at Claus Jensen ikke har brugt den aktivt i forhandlingerne.
Allerede tidligt i forløbet præsenterede han en formulering fra den eksisterende overenskomst for arbejdsgiverne om, at politisk bestemte forringelser af arbejdsvilkårene skal tages op til drøftelse mellem parterne med henblik på at udbedre skaderne.
De opnåede resultater afspejler med sikkerhed også dette pres, også selvom det ikke står skrevet med klarskrift i aftalen.
Spørgsmålet er, om medlemmerne vil anerkende dette og være med til at erklære helligdagskrigen for afsluttet.
En tydeligt irriteret Claus Jensen sagde på søndagens pressemøde, at han ikke forventede yderligere forhandlinger om kompensation for afskaffelsen af store bededag.
Sagen om store bededag er lukket, mener formanden altså, men mener medlemmerne det samme eller vil de, som mange – også internt i fagbevægelsen – vurderer, gøre afstemningen om overenskomsterne til en afstemning om afskaffelsen af bededagen?
Prøvelse 3: Bliver ’det er et stort nok ja’?
Den tredje store prøvelse for topforhandler Claus Jensens aftale er størrelsen på det ’ja’, som han kan få hjem.
Der vil med sikkerhed hele vejen frem til afstemningen være debat – også i det åbne – om aftalen. Dele af fagbevægelsen, også uden for industrien, vil gøre deres til at skyde på dens elementer fra alle tænkelige sider.
Med nogen sandsynlighed ender Claus Jensen med at få et 'ja' hjem på industriens område, hvor traditionen for at bakke op om aftaler, der anbefales af industriens bestyrelser, er stor.
I 2020 stemte 9 ud af 10 medlemmer i Dansk Metal 'ja'. I det ellers urolige overenskomstår 2017 var flertallet for en godkendelse på 7 ud af 10 medlemmer.
Men det er ikke nok for aftalen at få et 'ja' – den skal have et stort 'ja'. Hver en stemme tæller, fordi rækken af overenskomstforlig på alle områder til sidst kædes sammen i et samlet mæglingsforslag, som der stemmes samlet om.
Det er set før, at et stort 'ja' i industrien, kan opveje et 'nej' på andre områder. Det kan der i den grad blive brug for denne gang.