Siden 1979 har Lars Larsen utrætteligt drevet Jysk-butikkerne frem i Danmark og i verden.
Den driftige jyske købmand lagde ud med et mål om 40 butikker i Danmark, men da det mål var nået efter et par år, kunne han ikke rigtig se nogen grund til at stoppe, nu han var i gang.
I dag har han rundet 2700 butikker i mere end 50 lande.
Fra den første butiksåbning af Jysk Sengetøjslager i Aarhus har Lars Larsen været her, der og alle vegne - både over for kunderne og over for medarbejderne - men fremover vil han ikke være der længere som følge af alvorlig sygdom, leverkræft, der har spredt sig.
Hvem skal nu være her, der og alle vegne i stedet for ham?
Ikke for at holde styr på den daglige drift - den har Lars Larsen for længst forladt, og han beskriver sig selv som en sjælden gæst på hovedkontoret i Brabrand - men for at bære firmaets ånd.
Lars Larsens søn, den 47-årige Jacob Brunsborg, overtager med øjeblikkelig virkning posten som formand fra sin far.
Godt nok overtager Jacob Brunsborg en forretning i fortsat vækst og med milliardoverskud.
Den lidt rodede koncern trænger måske til en forenkling, men salget og overskuddet fejler ikke noget. Alligevel venter der en stor opgave, og evnen til at løse den kan blive afgørende for Jysks fremtid. For nøglen til Jysks succes ligger i den grad i den ånd, som Lars Larsen har båret gennem fire årtier.
Et firma i Lars Larsens billede
Det er en løbende diskussion blandt kloge hoveder, hvor vigtig en enkelt person da egentlig kan være, når en forretning har vokset sig så stor som Jysk med tusinder af ansatte og milliarder af kroner i omsætning.
Men i Jysks tilfælde kan man nok ikke overvurdere grundlægger Lars Larsens betydning, ikke kun i den spæde begyndelse, det gælder også i de senere år.
Butikskæden er bygget op og drevet i hans billede. Han er, som de mest succesfulde virksomhedsstiftere verden over, blevet ét med sin forretning.
Lars Larsen stoppede jo egentlig som direktør for næsten 20 år siden for at nøjes med at være bestyrelsesformand. Men spørgsmålet er, om danskerne - og en god del af medarbejderne - overhovedet har opdaget det, for Lars Larsen er fortsat ufortrødent med til at levere energi og retning til forretningen og har fået den til at blive ved med at vokse med næsten daglige butiksåbninger.
Mere end et image
Allerede fra begyndelsen har Lars Larsen optrådt i avisannoncer som købmanden, der havde gjort et kup.
Det var noget med en dynefabrik, der var brændt inde med en stor ordre af fineste kvalitet, som ellers skulle have været afsted til de kræsne hollandske kunder, men nu havde Larsen altså fået muligheden for at sælge dem til en god pris.
Senere kom tv-reklamerne til, hvor sætningen "Godaw, jeg hedder Lars Larsen - jeg har et godt tilbud til dig" blev en landeplage og gjorde ham til en af mest kendte erhvervsfolk i landet.
Lars Larsens sans for at bruge sig selv som reklamesøjle har uden tvivl haft stor betydning for at sikre kæden et solidt dansk udgangspunkt, men butikkerne har for længst bevist, at man kan tjene gode penge i andre lande uden den kendte købmands ansigt over for kunderne.
I Danmark er Lars Larsen helt sikkert stadig en værdifuld del af firmaets image, men de har endnu ikke lært at sige “godaw” på jysk i Dubai, hvor Jysk også er til stede, og kommer næppe til det. Det samme gælder på de fleste andre udenlandske markeder.
Firmaets ånd
Lars Larsens vigtigste rolle har gennem de seneste år været at minde alle i firmaet - høj som lav - om, hvad Jysk bygger på, og hvad der skal bygges på i fremtiden:
At arbejde hårdt, at slå en god handel af - og så at blive ved med at vokse - uanset hvad.
Efter et par tidlige fejlskud i nye brancher - postordre og rejser - har Lars Larsen fokuseret benhårdt på rollen som butikskæde med varer til folks hjem.
'Skomager, bliv ved din læst,' er blevet en del af forretningens snusfornuft.
Hvis en ansat på noget tidspunkt skulle blive i tvivl om noget i sit arbejde, så kan han eller hun bare tænke på, hvad Lars Larsen ville gøre i samme situation, så er den klaret.
Det er ikke alle virksomhedsejere, der har evnen til at træde frem på samme tydelige måde, slet ikke når virksomheden er vokset voldsomt, og mange firmaer – de fleste – fungerer da også glimrende uden.
Men i Jysk har det været en del af opskriften på succes.
I en anden familieejet virksomhed, A.P. Møller - Mærsk, har den gamle skibsreder Arnold Peter Møllers ord om "rettidig omhu" haft nogenlunde samme funktion.
Alle virksomheder, der bliver store, har brug for værdier at styre efter. Når det virkelig fungerer, så er det ikke længere værdier, som nogle konsulenter har hjulpet med at skrive ned mod klækkeligt honorar, men en ånd, der gennemsyrer alt i firmaet, fra øverst oppe på hjørnekontoret og ned bag hver eneste disk i butikkerne.
I Jysk er den ånd, Lars Larsens ånd. En ånd, der bliver holdt i live ved, at købmanden har holdt sig særdeles synlig, selvom han har forladt den daglige drift.
Tiden efter Larsen
Med sin synlighed har Lars Larsen ikke levnet meget plads til arvtagerne. Det blev tydeligt, da sønnen Jacob i en årrække blev offentligt præsenteret som en mulig administrerende direktør i fremtiden.
En plan, som siden gled i baggrunden, men som altså nu alligevel munder ud i en formandsrolle.
Lars Larsen udtrykker dog direkte i dagens meddelelse, at han selv havde håbet, at overtagelsen kunne vente nogle år.
Købmanden selv mener altså ikke helt, at forretningen er klar til at undvære ham endnu.
I en række interview de senere år har Lars Larsen selv forholdt sig til fremtiden for Jysk i de næste generationers hænder.
Jysk må og skal fortsætte med at vokse i fremtiden, har han slået fast igen og igen.
Ifølge købmanden er det endda skrevet ind i hans testamente til børnene. Der er altså udstukket direkte ordrer fra far til søn.
En ny ejerfond er kommet til med vedtægter, der ned i detaljer styrer forretningens fremtid.
De konkrete ejerforhold og beføjelser er endnu ukendte, men i offentligheden har man ligefrem fået fornemmelse af en grad af mistillid fra Lars Larsen til den kommende generations evne og vilje til at sikre vækst, vækst, vækst for Jysk.
Med et glimt i øjet har købmanden i et tv-interview ligefrem lovet tæsk til sine børn, hvis ikke de fortsætter hans kurs med konstante butiksåbninger. Med et glimt i øjet, jovist, men meningen var tydelig nok.
Lars Larsen har engang udtalt, at hans vækstmål for butikskæden kun er nået, når der er ligeså mange Jysk-butikker som McDonalds-restauranter – og dem er der over 30.000 af i dag. Så ved Jacob Brunsborg, arvtageren, hvad han skal sigte efter.
Gense dokumentar fra 2016 om Lars Larsen her: