Tiden går, og det er snart tid til julekalender og gløgg.
Men en trepartsaftale er endnu ikke landet, selvom den skulle have været klar i starten af november.
Det er her arbejdsgiverne, lønmodtagerne og regeringen forhandler om fordelingen af 6,8 milliarder i ekstra lønkroner.
Når forhandlingerne trækker ud, skyldes det især, at det er en meget kompliceret aftale.
For det er nemt nok at sige ja til bedre cifre på lønsedlen, som regeringen har lovet i hvert fald fire faggrupper: pædagoger, sosu’er, sygeplejersker og fængselsbetjente.
Men det kan være sværere at sige ja til de krav, arbejdsgiverne stiller til gengæld.
Det er vigtigt for alle parter, at aftalen munder ud i nogle konkrete modkrav til de ansatte, der skal have mere i løn. Også for fagbevægelsen, som så bedre kan forsvare aftalen overfor de medlemmer, som ikke får noget ved trepartsaftalen.
Men det er til gengæld ekstremt teknisk at strikke de konkrete løsninger sammen. Det gælder for eksempel for de sosu’er, som regeringen gerne vil have til at bruge flere timer på landets plejehjem, og de sygeplejersker der skal tage skæve vagter på sygehusene.
Her skal man finde løsninger, som både gør det attraktivt at gå op i tid, men som samtidig ikke gør det for dyrt for kommuner og regioner at ansætte fuldtidsmedarbejdere.
Og derudover gælder det om ikke at komme i karambolage med dansk lov og EU-lovgivning som betyder, at man som udgangspunkt ikke må stille deltidsansatte dårligere end fuldtidsansatte.
Modkravene betyder, at der skal ændres i arbejdsvilkår og overenskomster. Det er meget teknisk, og papirbunkerne vandrer fra Finansministeriet ud til arbejdsgiverne og fagbevægelsen og tilbage igen.
Meget skal stadig falde på plads
Der er også sværdslag om principielle hegnspæle.
Regeringen er meget optaget af at påvirke den måde, man forhandler løn i det offentlige, så for eksempel en større del af lønnen aftales på den lokale arbejdsplads.
Derudover har det fra starten været et klart krav fra regeringen, at man til overenskomstforhandlinger for næste år vil sammenkæde afstemningerne.
Det vil betyde, at flertallet bestemmer, og at man reelt eliminerer et strejkevåben, fordi medlemmerne af en enkelt fagforbund ikke kan stikke en kæp i hjulet for den store aftale ved at stemme nej.
Hvis fagbevægelsen går med på kravet om sammenkædning, skal det både forklares og forsvares overfor medlemmerne. Men her vil man understrege, at det er en engangsforestilling.
Når forhandlingerne nu har overskredet sin deadline, er det et problem for fagbevægelsen. For det betyder i praksis, at fagforbundene forhandler på flere fronter samtidig.
De skal dels lave en trepartsaftale med regeringen og arbejdsgiverne.
Men de skal samtidig internt blive enige i forhandlingsfællesskabet for de ansatte i kommuner og regioner om, hvilke krav de skal stille til arbejdsgiverne til overenskomstforhandlingerne næste år kaldet OK24.
Der bliver traditionelt udvekslet krav i midten af december. Så deadline nærmer sig.
Og her har der været skænderierne om fordelingen af lønkronerne. Ikke mindst fordi de forbund, der ikke får ekstra løn ved trepartsaftalen, vil sikre sig, at deres medlemmer ikke også bliver ”snydt” ved OK24.
Der er stadig meget, der skal falde på plads, før en aftale lander. Men efter flere uger med aflyste møder og en meget langsommelig proces er vejen måske banet for en slutspurt.
I Finansministeriet lader det til, at man efter at have landet en 2030-plan og en finanslov har mere luft til at gå all in på trepart.
Så skal man til gengæld også være enig internt i regeringen om, hvor langt man vil gå for at få en aftale i hus.