Den svenske kapitalfond Altor får i kurator-redegørelsen om OW Bunkers konkurs en hård medfart for rollen som ejer af selskabet frem til børsnoteringen i 2014.
I redegørelsen, som er udarbejdet af advokat Søren Halling Overgaard, fremgår det, at Altor var bekendt med selskabets oliespekulationer, der i sidste ende førte til konkursen.
Altor, og selskabets ledelse, undlod desuden at oplyse investorerne om, at selskabet spekulerede i olie i børsprospektet - som skal give et billede af et selskabs forhold, så en investor kan tage en beslutning om at investere et informeret grundlag.
Den svenske kapitalfond ønsker ikke at udtale sig til DR Nyheder.
Kommunikationschef Tor Krusell skriver i en mail, at Altor ikke har haft mulighed for at læse redegørelsen, men nu vil gå den igennem med sine rådgivere.
Tor Krusell skriver videre:
"Siden konkursen har vi lavet en ekstremt grundig undersøgelse af alle de informationer, som har været tilgængelige for os, og vi har ikke fundet nogen grund til kritik af prospektet, og der er intet, der indikerer, at bestyrelsen i OW Bunker havde informationer, der kunne have forhindret denne tragiske situation. Der er heller ikke noget bevis for, at bestyrelsen traf nogen beslutninger, der førte til konkursen".
Opdateret 31. januar kl 14.16; I den tidligere version stod der i udtalelsen fra Altors kommunikationschef, at intet indikerede, at "ledelsen i OW Bunker havde informationer, der kunne have forhindret denne tragisk situation". Det var en fejl - der skulle stå "bestyrelsen" og ikke "ledelsen".