Det er en rekordstor sag om skatte- og momskriminalitet for op mod en halv milliard kroner, som fra den 19. december kører ved Københavns Byret.
Her er 16 personer og tre selskaber anklaget for at indgå i et svindelnetværk, der har begået omfattende svindel mod den danske statskasse.
Anklagemyndigheden har reserveret 77 retsdage hos Københavns Byret til at gennemgå de hundredvis af forhold, som indgår i sagen.
- Efter min opfattelse må det her være tæt på danmarksrekorden i den længste straffesag nogensinde, siger Henning Fuglsang Sørensen, som er strafferetekspert og lektor på Juridisk Institut på Syddansk Universitet.
Øverst på listen
Der findes ikke offentlige opgørelser over de største straffesager i Danmark.
Men siden 2013 har Domsstolsstyrelsen ført statistik over straffesagernes længde. På dén liste indtager den såkaldte 'Greed'-sag en klar førsteplads:
- Anklagemyndigheden skal løfte byrden i forhold til at bevise, hvordan hver enkelt person og selskab har været involveret i de her transaktioner. Det med at bevise så mange personer og så mange selskaber og så mange transaktioner over så lang tid er jo en kæmpe opgave.
- Det er så også derfor, man med god grund har berammet den over så mange retsdage, lyder det fra Henning Fuglsang Sørensen.
Top fem over straffesager med flest retsdage fra 2013- 2018
- 1
69 retsdage, 7 tiltalte, afsluttet 2013
- 2
64 retsdage, en tiltalt, afsluttet 2017
- 3
58 retsdage, 11 tiltalte, afsluttet 2013-2014.
- 4
56 retsdage, 8 tiltalte, afsluttet 2015
- 5
52 retsdage, 16 tiltalte, afsluttet 2015
Kan blive dømt - og løsladt
Sagen ramte offentligheden i oktober sidste år, da politiet ransagede 39 adresser og anholdt 18 personer.
I den forbindelse blev 11 personer varetægtsfængslet, hvoraf fem personer fortsat er varetægtsfængslet.
Fortsætter disse fængslinger under retssagen, kan politiet blive bragt i en situation, hvor de tiltalte dømmes for skatte- og momskriminalitet, men alligevel skal løslades.
- Man kan komme i en situation, hvor man efter domsafsigelsen er nødt til at løslade dem, fordi vi har nogle regler, der siger, at den tid, man sidder varetægtsfængslet, skal fradrages i den tid, man bliver dømt, så man så at sige afstår sin fængselsstraf på forhånd, siger Henning Fuglsang Sørensen.
Og da sagen efter planen først afsluttes i starten af 2020, kan de fængslede blive idømt tre års fængsel og alligevel blive frigivet på en prøveløsladelse, når sagen er afsluttet.
Der er mulighed for at blive prøveløsladt, når man har udstået to tredjedele af sin straf.
Fylder 50.000-60.000 sider
Sagen er en såkaldt domsmandssag, hvor en dommer og to domsmænd skal fælde dom i sagen. Der vil desuden blive indkaldt en reservedommer og reservedomsmand på grund af sagens størrelse.
Den store operation er blevet varetaget af Særlig Efterforskning Øst, som efterforsker og retsforfølger tung, organiseret kriminalitet.
- Jeg har aldrig siddet med så stor en sag, siger specialanklager Maria Cingari.
Sammenlagt fylder sagen mellem 50.000 og 60.000 sider, oplyser Maria Cingari.
Strafferammen for skatte- og momskriminalitet er otte års fængsel.
DR Nyheder har talt med flere af de tiltaltes advokater, og de tiltalte afviser anklagerne og nægter sig skyldige.