Advokatfirmaet Plesner har påtaget sig flere roller i forhold til det konkursramte selskab OW Bunker. Firmaet afviser dog, at det er et problem, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.
Senest er Plesner udpeget som kurator i konkursboet og kan derfor ende med at skulle forholde sig til, om der skal føres erstatningssager mod ledelsen, bestyrelsen, den sælgende kapitalfond, Altor, eller bankerne, der sendte OW Bunker på børsen.
Ud over at hans kollega Pernille Bigaard som kurator skal rydde op efter konkursen, var Plesner rådgiver for Altor, da kapitalfonden i 2007 købte OW Bunker.
- Vi har konkluderet, at vi ikke har problemer med habiliteten i forhold til at påtage os hvervet som kurator, siger partner Jørgen Permin fra Plesner.
Plesner rådgav banker
Desuden rådgav Plesner de banker, som tidligere i år var med til at sende OW Bunker på børsen.
Endelig er selskabet DSV en af Plesners klienter. Her er Kurt Larsen formand og tidligere direktør. Han er også med i bestyrelsen i OW Bunker.
Selv om advokatfirmaet Plesner ikke mener at have problemer med habiliteten i forhold til at påtage sig jobbet som kurator, så vil firmaet ikke svare på, om de så som kurator er habile i forhold til at afgøre, om der skal rejses erstatningssager mod ledelsen, bestyrelsen eller Altor.
Nej til habilitetsproblemer
Den anden kurator i konkurssagen er John Sommer Schmidt fra advokatfirmaet Gorrissen Federspiel. Hans kollega, Jens V. Mathiasen, er med i bestyrelsen hos OW Bunkers konkurrent Monjasa.
- Det, mener jeg ikke, giver inhabilitet på nogen måde. Tværtimod vurderer vi, at Jens har en indsigt i branchen, som kan være nyttig, og han er koblet på det team, der bistår vores kurator, siger managing partner Peter Appel fra Gorrissen Federspiel.
/ritzau/