Det første retslige efterspil ovenpå danmarkshistoriens største konkurs er i dag begyndt ved Retten i Aalborg, hvor den tidligere direktør i OW Bunker-datterselskabet Dynamic Oil Trading, Lars Møller, er tiltalt for mandatsvig, da han lod en kredit til en kunde løbe løbsk.
Kreditten, der nåede at runde 800 millioner kroner, var et af flere økonomiske vindstød, som fik OW Bunker-korthuset til at kollapse i efteråret 2014 kun syv måneder efter, det aalborgensiske oliefirma med brask og bram blev børsnoteret.
På det tidspunkt var OW Bunker Danmarks største virksomhed målt på omsætning.
Bagmandspolitiet mener, at Lars Møller begik mandatsvig, da han ikke underrettede ledelsen om det enorme lån til en kunde.
- Det her handler om mandatsvig, og så må man forholde sig til, om anklagemyndigheden kan føre bevis for, at der er handlet uden for det mandat, der er gældende, siger forsvarsadvokat for Lars Møller Arvid Andersen på vej ind til retsmødet, der begyndte klokken ni.
Lars Møller vigtig for gruppesøgsmål
Med på forreste række sidder den gruppe af aktionærer, som mistede en formue, da OW Bunker gik fra at være et væksteventyr med en værdi på 6,4 milliarder kroner til et mareridt, der var nul kroner værd.
- Hvis der er indicier for, at ledelsen eller bestyrelsen var bekendt med, hvad der foregik i Singapore, så skulle prospektet jo have indeholde helt andre oplysninger, for der stod ikke noget om den her type spekulation. Der stod, at det var en ren oliehandel, siger Niels Mengel, der er formand for Dansk Aktionærforening.
Han og de 3.400 private investorer, som havde aktier i OW Bunker, har fået fri proces til at føre et gruppesøgsmål mod den tidligere ledelse og den svenske kapitalfond Altor, der i marts 2014 udbød aktierne med udgangspunkt i det omdiskuterede børsprospekt.
Et prospekt er en oversigt over forretningen, så aktionærerne ved, hvad de investerer i.
- Den her sag vil muligvis bekræfte vores synspunkt, at enten vidste ledelsen det, eller også burde de vide det. Det her er meget væsentlig information for vores retssag, siger Niels Mengel, der også sidder i bestyrelsen i Foreningen OW Bunker Investor, som er foreningen bag gruppesøgsmålet.
Mengel forventer også, at der kommer mange nye detaljer frem i retssagen, som kan bruges i et senere søgsmål mod resterne af OW Bunker.
- Der kørte jo et cirkus af transaktioner i fjernøsten mellem forskellige selskaber, som i realiteten ikke gav nogen mening. Men det fik regnskabet til at se fint ud i perioder.
- Men den spekulation var ikke gengivet i prospektmaterialet. De personer, der gik ind og købte en del af OW Bunker på børsen, vidste ikke, der var sådan en spillebule ude i Singapore, det er derfor meget vigtigt at få Lars Møller i vindeskranken. Og få afklaring på, hvor meget ledelsen vidste omkring det her, siger Niels Mengel.
De private investorer, som mener, de investerede på falsk grundlag, mistede over 350 millioner kroner på investeringen i OW Bunker.
Der er afsat syv retsmøder i sagen mod Lars Møller, som ventes afgjort sidst i april.