11 sigtede i kæmpe svindelsag fængslet efter 13 timers grundlovsforhør

De sigtede i stor svindelsag blev varetægtsfængslet efter langt grundlovsforhør.

Der skulle et 13 timer langt grundlovsforhør til, før alle 11 sigtede var blevet varetægtsfængslet. (Foto: © Scanpix danmark stf, Scanpix)

11 mænd, der alle er sigtet i en større svindelsag, blev sent i aftes varetægtsfængslet efter et 13 timer langt grundlovsforhør i Københavns Byret.

De sigtede blev varetægtsfængslet i 14 dage med en begrundelse om, at de kunne påvirke efterforskningen. Alle 11 mænd afviste under grundlovsforhøret samtlige sigtelser.

Svindelsagen kom til offentlighedens kendskab i går efter en stor politiaktion tirsdag aften.

Her blev 18 personer anholdt, mistænkt for skatte- og momssvindel for 440 millioner kroner efter en lang efterforskning, som politiet har døbt "Operation Greed", der betyder grådighed på engelsk.

Advokat Kåre Traberg Smidt, der er forsvarer for en af de sigtede, håber, at varetægtsfængslingen bliver omstødt i landsretten i dag.

- Jeg har begæret min klient løsladt. Det er alvorlige anklager, men det er ikke voldskriminalitet. Det er simple overtrædelser, der handler om moms og kildeskat og andet. Hvordan kan man påvirke nogle tal, der er opgjort, lyder det spørgende fra Kåre Traberg Smidt.

- Jeg er uenig med anklagemyndigeheden og kan ikke se en større sammensværgelse, siger forsvarsadvokaten.

Ført værdier til udlandet

Ifølge tinglysningen beslaglagde politiet i går mindst 23 ejendomme tilhørende centrale mistænkte i sagen.

22 af ejendommene tilhører en hovedmistænkt, der gennem to ejendomsselskaber igennem en lang årrække har opkøbt ejendomme på Sjælland og Lolland.

Ifølge offentlige registre har de 22 ejendomme en værdi af mindst 54 millioner kroner.

Af grundlovsforhøret fremgik det blandt andet, at der er ført store værdier til udlandet. Specifikt nævnes et polsk selskab, som har modtaget tocifrede millionbeløb fra de danske selskaber.

Der er tale om ejendomme i Sorø, Gribskov, Albertslund, Hvidovre, Dragør, Odsherred, Halsnæs, Rødovre, Tårnby, København, Brøndby, Høje Taastrup, Helsingør og Lolland.

I flere tilfælde er ejendommene blevet brugt til butiksformål.

Alle de sigtede er mænd, og de fleste har dansk statsborgerskab med pakistansk baggrund.

Men også to pakistanske statsborgere, en litauer, en tysker og en iraker er sigtet i det omfattende sagskompleks.