For tredje dag i træk stimlede folk sammen i en meget lang kø for at tage afsked med prins Henrik.
I dag var sidste mulighed for at opleve hans castrum doloris, ’smertens-’ eller ’sorgens leje’, i Christiansborg Slotskirke.
5.834 mennesker har gået den andægtige tur rundt om prinsens kiste i dag, oplyser Jan Blichert-Hansen, der er driftsleder ved Christiansborg Slotsforvaltning:
- Det samlede antal besøgende for hele åbningstiden - lørdag, søndag og mandag - var 19.356. Det er ganske overvældende, siger han til Ritzau.
Antallet af besøgende er lavere end i går, hvor 8.441 mennesker lagde vejen forbi. Men det skyldes, at åbningstiden var kortere i dag, forklarer Jan Blichert-Hansen.
- Der har været mennesker hele tiden, men stemningen i køen har været fin, selv om man skulle stå der i mere end to timer. Selv om folk kom forfrosne frem, så var de ved godt mod, siger Jan Blichert-Hansen.
Kronprins Frederik og prins Joachim holdt en sammenkomst for prinsens nærmeste på Christiansborg. Her var også regentparrets hunde, Nelly, Tillia og Helike, med.
Før dørene igen blev åbnet for offentligheden, var mindst 200 af prinsens nærmeste inviteret til mindehøjtidelighed i kirken i dag.
I morgen bliver prins Henrik bisat ved en privat ceremoni.
Prinsen sov stille ind på Fredensborg slot den 13. februar 2018.