Lise Lotte Jensen var kun 19 år, da hun i 1970'erne begyndte at arbejde som stuepige for kongefamilien, og hvis hun selv skal sige det, var hun lidt af en drengepige, der godt kunne lide lidt fis og ballade.
En aften, da der var ryddet af og vasket op på Amalienborg Slot, ville hun lave et lille nummer med sølvkammertjeneren, som hun fejlagtigt troede var på vej med elevatoren mod kælderen, hvor hun selv stod.
Da elevatoren stoppede, holdt hun døren inde med foden og trykkede på knappen, så "han røg helt op med elevatoren igen". Hun gentog fnisende nummeret et par gange, til hun pludselig hørte trin på trappen, og det gik op for hende, at det ikke var sølvkammertjeneren, men prins Henrik, der havde været i elevatoren, på vej ned for at lufte hundene.
- Jeg var selvfølgelig bange for, om jeg nu ville blive smidt ud. Men der skete ikke noget, siger hun.
Episoden var et af de minder, der vældede op i den nu 64-årige Lise Lotte Jensen, da hun hørte om prinsens død.
- Jeg har haft et blødt punkt for kongefamilien siden dengang, og jeg blev utrolig ked af det, siger hun.
Et persisk brudespejl
Da Lise Lotte Jensen senere samme dag sad ved computeren, kom et lille digt til hende, som hun skyndte sig at skrive ned og sende til DR. Hun håber, at kongefamilien læser det.
Ud over elevator-spøgen husker hun en anden episode med prinsen særlig godt. Hun havde længe beundret et lille smukt sølvspejl med en rød rubin, der stod i en reol i en af stuerne på Amalienborg, og da hun en dag var inde for at tømme askebægre og rydde op i stuen, kom prinsen som sædvanlig ned i stuen for at se TV Avisen lidt før dronningen.
- Og så tænke jeg: Nu gør du det, og så dristede jeg mig til at spørge ind til spejlet, og han blev simpelthen så glad for at fortælle om det, siger hun.
- Han fortalte mig, at det var et persisk brudespejl, og han fortalte, at bruden sad med slør foran ansigtet, og at spejlet så blev holdt ind under sløret, så brudgommen kunne se hendes ansigt, fortæller Lise Lotte Jensen.
- You did it your way
Mange andre end den tidligere stuepige har også sendt deres hilsner, mindeord, digte, billeder og anekdoter efter prinsens død.
- Prins Henrik – Solens søn – kom, så og sejrede --- til sidst, skriver Niels Rønhede og Grethe Plesner fra Herning, mens Gitte Viftrup fra Gl. Brabrand fortæller, at prinsen var hendes inspiration til at studere litteratur og rejse til Paris på et praktikophold i 1970'erne.
Hendes familien har sat flaget på halv ved det gamle æbletræ i deres have.
Vibeke Rasmussen skriver, at regentparrets bryllupsbillede var forsiden på hendes glansbilledalbum fra 1967, og at hun husker brylluppet som et sandt eventyr i sin barndom, mens Allan Ravnsdal Larsen ønsker prinsen "god vind" på sin sidste rejse.
- You did it your way, skriver han, mens en ikke navngiven læser på dr.dk takker prins Henrik for hans humor og skriver:
- Og mange flere end jeg har sikkert hygget sig over, at din sidste tur til Amalienborg selvfølgelig gik via Kongevejen :-) Bon voyage!
Gravhundekys
Ellen Schmidt Nielsen på 77 år har mødt prinsen ved flere lejligheder. En gang var til en stor erhvervsudstilling i Teheran i Iran i 1974, hvor Ellen var i arbejdsøjemed.
- Jeg stod på standen og skulle til at tænde en cigaret... Det var dengang, alle røg alle steder, og så stod Henri - flot fyr dengang - der pludselig. Og så tændte han min cigaret, fortæller hun.
- Og så sagde jeg selvfølgelig tak, griner hun.
Anden gang var ved den kongelige skydebane Sølyst i Klampenborg. Ellen var ude at lufte sin hund Tullie, da hun fik øje på en af kongehusets chauffører og en fotograf.
- Chaufføren lukkede pludselig en af prins Henriks gravhunde ud af bilen, og den for selvfølgelig hen til min Tullie, og så stod de og hyggede sig sammen, siger hun.
Bagefter kom prins Henrik ud og sagde henvendt til sin egen hund "Sikke dog en sød lille hund", siger Ellen og gengiver den franske accent.
- Og så blev jeg så barnligt stolt, at jeg højlydt udbrød: "Ja, og de har lige leget sammen", siger hun.
I Billed-Bladet kunne Ellen Schmidt Nielsen senere finde et billede af sin hund og den kongelige gravhund, der kyssede hinanden. Det fotografi købte hun senere af ugebladet.
Svampesamler i Grib Skov
Camilla Gro, der er skolelærer og entusiastisk svampesamler, har for nylig mødt prinsen på en af sine svampeture i Gribskov i efteråret.
- Det var fantastisk vejr - en af de få solskinsdage. Jeg kan huske, at det var lige efter, at han havde meldt ud, at han ikke ville begraves med dronningen. Jeg var simpelthen så ked af det. Underligt meget ked af det. Måske fordi jeg forstod, hvor svært han havde haft det, siger hun og fortæller, hvordan hun kom trækkende med sin cykel og en kurv fuld af svampe, da hun pludselig fik øje på prinsen.
- Så kommer han henimod mig og siger, "nåh, du har været på svampejagt" og ser på min høst og siger, at det er nogle gode svampe, jeg har fundet, siger hun.
De to svampesamlere talte lidt om det exceptionelt gode svampeår, og at de havde fundet nogle af de sjældne pigsvampe, og prinsen viste hende et pragteksemplar, han havde fundet.
- Og til sidst sagde jeg, at det var dejligt at se, at han nød dagen, og så nikkede han skælmsk og kørte videre, siger hun.
Selvom Camilla Gro har været berørt af prinsens dødsfald, blev hun glad, da hun læste, at hans valg af gravsted måske har at gøre med hans buddhistiske livssyn.
- Det gjorde mig så glad, for så var det et positivt tilvalg og ikke et negativt fravalg, som der ligger en konflikt i. Det ville gøre mig så ondt, hvis han ikke har følt sig godt behandlet, så jeg håber, at det er sådan, siger hun.
- Det vælger jeg at tro.