Prins Henrik hyldes rundt om landet ved de danske kongelige slotte.
DR Nyheder er tilstede ved Fredensborg Slot, Amalienborg, Graasten Slot og Marseilisborg Slot, hvor danskere har rejst sig fra morgenkaffen for at hylde prinsen med lys og blomster.
- Vi vil gerne vise vores medfølelse over for familien, så vi håber, at blomsterne kan varme dem i hjertet. Jeg er stolt over, vi har et kærligt og venligt kongehus, fortæller en mor med to børn til DR Nyheders reporter foran Fredensborg Slot.
Den lille familie fortæller, at de skal videre til Amalienborg Slot i København og lægge blomster dér også.
Samtlige de danske, kongelige slotte flager på halv i dag og kommende tid. Normalt flages der kun på slottene, hvis medlemmer af den kongelige familie er tilstede på slottet.
Prinsen sov stille ind tirsdag kl. 23.18 på Fredensborg Slot omgivet af dronningen, kronprins Frederik og prins Joachim, oplyser Kongehuset.
Prins Henrik blev i går morges flyttet fra Rigshospitalet til Fredensborg Slot for at tilbringe sin sidste tid dér. Slottet har i høj grad dannet rammen om kongefamiliens samvær.