Youtuber Albert Dyrlund er død - han blev 22 år gammel

En af Danmarks største youtubere, Albert Dyrlund, er død blot 22 år gammel.

Albert Dyrlund er især kendt blandt den yngre del af befolkningen, som følger ham på forskellige sociale medier. (Foto: © Michael Bager, Ritzau Scanpix)

YouTuberen Albert Dyrlund er død, han blev 22 år gammel.

Det bekræfter hans mor, Vibe Jensen, over for DR Nyheder.

- Jeg kan bekræfte, at Albert er død, siger Vibe Jensen.

Flere danske og italienske medier skriver, at han mistede livet i en ulykke i Italien.

Det er dog ikke blevet officielt bekræftet.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyser til DR Nyheder, at en dansker er omkommet i Italien, mere kan de dog ikke sige, da de har tavshedspligt.

Albert Dyrlund på den røde løber til Guldtuben 2018.Guldtuben samler nogle af Danmarks største skabere af videoindhold for at lade seerne hylde og kåre årets vindere som de bedste i adskillige kategorier. (Foto: © Philip Davali, Philip Davali)

En af Danmarks største YouTubere

Albert Dyrlund er især kendt blandt den yngre del af befolkningen, som følger ham på forskellige sociale medier som YouTube og Instagram.

På førstnævnte følger cirka 168.000 danskere med i det korte videoer og musik, han publicerer. På Instagram har han 224.000 følgere.

Og reaktionerne er væltet ind på Dyrlunds sociale medie-platforme, efter nyheden om hans dødsfald nåede medierne.

På hans seneste opslag på Instagram, der blev lagt op 7. juli, har over 10.000 brugere liket og over 3.300 kommenteret.

Mange brugere har skrevet kommentarer som 'hvil i fred'.

Andre store youtubere har sendt en hilsen til deres afdøde kollega. Alexander Husum, der har over 400.000 abonnenter på Youtube, skriver:

- Jeg har så meget respekt for dig, min ven. Hvil i fred.

Også Anders Hemmingsen, der har over 1.1 million følgere på Instagram, har sendt sin kondolence på det sociale medie.

- Alt for tidligt, min ven.

Albert var en af de gladeste drenge i verden

En, der kendte Albert Dyrlund på tæt hånd, var Cecilie Blaksted, der har været hans manager siden 2017.

- Jeg begyndte at græde med det samme. Vores tanker er selvfølgelig hos hans familie, som er dybt ulykkelige. Og så har vi et helt netværk af venner og andre youtubere, som er virkelig berørte og kede af det over det, siger Cecilie Blaksted, hvis fulde titel er head of talent hos influencerbureauet Splay.

Hun kendte Albert som en af de gladeste drenge i verden.

- Altid optimistisk og altid hårdtarbejdende. Hans hjerne stod aldrig stille, og der var altid en idé eller en plan, som skulle føres ud i livet. Han var oprigtigt en, der kæmpede hårdt for de ting, han ville opnå. Hans måde at være på var virkelig noget, som inspirerede folk her på kontoret og hans kollegaer i branchen.

Musiker og skuespiller

Selvom det hovedsageligt er hans YouTube-kanal, især de unge danskere kender Dyrlund, så har han også produceret flere sange.

Han har blandt andet udgivet hittet 'emoji' og 'Ulla', som er blevet spillet i stor stil på de danske natklubber. For bare en måneds tid siden udkom hans nummer 'Sommer', der i skrivende stund har rundet 130.000 visninger.

Om det nyeste skud på stammen lyder beskrivelsen:

- Jeg er tilbage med dansk pop musik. For at være helt ærlig så har det sgu nok været nogle lorte år for mig under corona. Og nok for alle egentligt. Derfor tro jeg det er ekstra vigtigt vil lige stopper op og husker på, nu er det sgu snart overstået. Nu kommer noget af det, vi værdsætter aller mest. Sommeren. Så lad os nu stå sammen og nyde sommeren, for der er intet mere smukt en dansk sommer.

Hovedrollen i 'Team Albert' resulterede også i en visit til filmefestivalen i Cannes. Filmen var den første danske spillefilm nogensinde med en YouTube-stjerne i hovedrollen. På billedet ses Albert Dyrlund med sine medspillere og instruktør Regner Grasten. (Foto: © THOMAS SJØRUP, Photo:Thomas Sjørup)

I 2018 kastede den 19-årige youtuber sig ud i skuespil, da han fik hovedrollen i familiefilmen 'Team Albert'.

Rollen var ikke helt fjern, da han spillede en gymnasiedreng, der underholder hele verden gennem YouTube.

Dyrlund fortalte også til DR tilbage i 2018, at der var flere lighedspunkter end blot fornavnet mellem ham og hans karakter i filmen.

- Ligheden er, at jeg er en drømmer, både i filmen og i virkeligheden. Så er ligheden også, at jeg er droppet ud af gymnasiet, og det gør Albert også i filmen, forklarede han.

I filmen droppede Albert ud af gymnasiet i 3.g for at forfølge sin drøm om at blive en berømt youtuber. Virkelighedens Albert Dyrlund forlod gymnasiet allerede i 1.g.

ifølge Albert Dyrlunds manager, Cecilie Blaksted, var han også et unikum af et talent, der kunne det hele.

- Han kunne spille skuespil, han var musikalsk og så kunne han underholde. Hans mål i livet var at underholde folk, og at gøre det på mange forskellige måder. Det er ikke alle youtubere, der har en biograffilm, og musik, som går viralt, ikke bare på grund af ham, men fordi han vitterligt var dygtig musikalsk, siger hun og tilføjer:

- Han var ikke nervøs for noget i forhold til sit eget talent, ikke noget jantelov med ham. Han gjorde bare ting, og så havde han talent for det.