- Du skal have lov til at være dig selv. Du skal have lov til at elske lige præcis, hvem du vil. Og du skal altid følge dit hjerte og ikke lytte til folk, der ikke vil dig noget godt.
Sådan lyder det klare budskab fra entertaineren og X Factor-stjernen Sigmund Trondheim til danskerne – i alle aldre.
Men den 23-årige sanger fokuserer især på at få sit budskab ud til de yngre danskere.
Unge mennesker, der måske føler sig udenfor og føler sig anderledes i forhold til deres omgangskreds.
- Jeg har selv haft en opvækst, hvor jeg har følt mig ensom og isoleret og ikke følt, jeg passede ind nogle steder, fordi jeg var anderledes, og fordi jeg var homoseksuel. Det er vigtigt, at vi får skabt et mere mangfoldigt og åbent samfund, hvor der er plads til at kunne være den, man er, siger Sigmund Trondheim og tilføjer:
- Og der er vi desværre ikke endnu. Langtfra.
Større end X Factor
Siden Sigmund Trondheims X Factor-eventyr – til mange seeres store overraskelse – sluttede i programmets semifinale tidligere i år, har der været fuld fart på den unge entertainer.
Han er flyttet til København, han er blevet ambassadør for foreningen Sex & Samfund, og forleden optrådte han så foran tusindvis af jublende publikummer på Rådhuspladsen i hovedstaden i anledning af Copenhagen Pride.
- At kunne være en inspiration for andre og samtidig få lov til at optræde til priden er helt ubeskriveligt. Det var faktisk større end at deltage i X Factor, siger han.
Copenhagen Pride, som lørdag kulminerer med en stor parade gennem Københavns gader, er Sigmund Trondheims første af slagsen.
Han er ellevild med den kærlighed og den medmenneskelighed, han allerede har oplevet i ugens løb - og han kommer derfor med en klar opfordring:
- Til dem, der sidder ude i de små samfund rundt omkring i Danmark og føler sig alene; kom til København til Copenhagen Pride, fyr den af og klap og dans, lav en 'vogue-session' og gå helt amok!
Til december kan du komme tæt på Sigmund i en dokumentarserie i to dele på DR3.