Wonderful Copenhagen skal forklare sig efter anklage om nepotisme

Anklagerne om nepotisme i selskabet bag blandt andet Eurovisionen er så alvorlige, at organisationen nu skal redegøre for dem, lyder det fra De Radikale i Region Hovedstaden.

Organisationen bag Eurovisionen, Wonderful Copenhagen, skal nu forklare sig til Regionsrådet i Regionhovedstaden efter anklager om nepotisme. (Foto: © Simon Klein Knudsen, DR)

Har ledelsens familiemedlemmer haft lettere adgang til job i Wonderful Copenhagen end andre?

Det spørgsmål vil De Radikales gruppeformand i Region Hovedstaden, Charlotte Fischer, have svar på, efter at metroexpress har beskrevet direktørers ansættelser af børn og andre nære familiemedlemmer. Regionen støtter Wonderful Copenhagen med 40-41 millioner kroner.

- Vi har en stærk interesse i at få belyst det her - det må også være i Wonderful Copenhagens interesse - og jo før, jo bedre. Organisationen står i forvejen i en situation, hvor der er en del blæst om dem, siger Charlotte Fischer til DR Nyheder.

Med blæsten henviser hun til kritikken af Wonderful Copenhagens styring af Eurovision, som er endt langt dyrere end de første beregninger.

Anklage mod ledelsen

Ifølge anklagerne er personer med nære bånd til tre af direktørerne blevet ansat i organisationen, og en intern undersøgelse af arbejdsklimaet viser utilfredshed med vennetjenester og en tendens til at ansætte familie og venner.

DR Kultur har kontaktet Wonderful Copenhagen for at høre organisationens version af sagen, men Wonderful Copenhagen har ingen kommentarer.

Charlotte Fischer siger, at ingen endnu ved, om der er en god og faglig begrundelse for Wonderful Copenhagens ansættelser. Men hun kræver at få svar på, hvordan ansættelserne er foregået, for med kritikken fra den interne undersøgelse "tyder det på, at der er en skæv kultur".

Bør opføre sig som en offentlig virksomhed

Selv om Wonderful Copenhagen ikke er en offentlig virksomhed og derfor ikke teknisk set skal leve op til de samme skrappe nepotisme-krav, så er Charlotte Fischer klar til at tage punktet med til forhandlingerne om næste års støtte.

- Jeg mener, at Wonderful Copenhagen - med de beløbsstørrelser de modtager fra det offentlige - skal følge de regler, der gælder for en offentlig virksomhed, siger hun.

- Vores (Regionenrådets, red.) mulighed må være, at vi lægger det ind som krav, når vi skal forhandle næste gang.

De næste års aftale mellem regionen og Wonderful Copenhagen skal forhandles til efteråret.

- Den her sag er trist, for nu skal vi snart forhandle igen, og den her sag giver et udtryk udadtil om, at det er en organisation, som ikke er topprofessionel, siger Charlotte Fischer.

Diskussion i bestyrelsen

Bestyrelsesmedlem i Wonderful Copenhagen Per Roswell siger, at betyrelsen ikke er orienteret om ansættelser af familiemedlemmer i organisationen.

- Det burde vi. Og jeg mener, at man ligesom i mange private firmaer ikke må ansætte sin familie. Så det må vi have op i bestyrelsen, siger Per Roswell til metroexpress.

I samme avis kritiserer kulturordførerne fra Dansk Folkeparti og Liberal Alliance organisationen, som de to partier vil have undersøgt til bunds.

Som reglerne foreskriver, har Charlotte Fischer henvendt sig til koncerndirektionen i Region Hovedstaden, som skal tage sagen videre derfra. Dog kan det tage uger, før det endelige svar ligger klar.