Viggo Mortensen slået til ridder

Hollywood-skuespilleren var blandt dem, der mandag var i audiens hos dronning Margrethe, som også selv har fået et kulturelt skulderklap.

100 danskere var i går forbi dronning Margrethe for at vise deres taknemmelighed.

Blandt flokken var den danske Hollywood-skuespiller og kunstner Viggo Mortensen, der var på Amalienborg for at takke for udnævnelse til ridder af dannebrogordenen.

Mortensen har som ung boet nogle år i Danmark og Sydamerika, men har det meste af livet haft base i USA. I dag bor han dog i Madrid i Spanien.

Han har i mange år boet og arbejdet i USA, hvor han har medvirket i populære film som "G.I. Jane", Ringenes Herre-trilogien, "A History of Violence" og "Eastern Promises". Sidstnævnte skaffede Mortensen en nominering til en Oscar for bedste mandlige hovedrolle.

Skulderklap til kunsthistoriker

Også kunsthistoriker, forfatter og direktør for Ny Carlsbergfondet Hans Edvard Nørregård-Nielsen var forbi dronningen mandag med sin tak for udnævnelsen til kommandør af dannebrogordenen.

Af andre navne, der var på royalt visit med en tak, var blandt andre rektor på Roskilde Universitet, dr.phil. Ib Poulsen og professor ved Syddansk Universitet, dr.med. Tom Bendix. Begge for at takke - lige som Viggo Mortensen - for udnævnelse til ridder af dannebrogordenen.

Derudover takkede underdirektør i Codan Forsikring A/S Jan Rudolf Hansen for den kongelige belønningsmedalje i guld.

Dronningen roses for sin kunst

Dronningen er dog også selv blevet en titel rigere.

Scenografernes organisation har nemlig besluttet at udnævne dronningen til æresmedlem - en anerkendelse af hendes kunstneriske virke på en lang række forestillinger og hendes mangeårige virke som scenograf inden for dansk film, tv og teater, skriver Ritzau.

Blandt dem kan nævnes "Hyrdinden og Skorstensfejeren" i TV-teatret, "Et folkesagn" på Det Kongelige Teater samt flere pantomime-forestillinger bygget over H.C. Andersens eventyr i Tivoli.

Udnævnelsen til æresmedlem foregår på mandag ved et arrangement på Det Kongelige Teater i København. Det er første gang, at dronning Margrethe bliver æresmedlem af en kunstnerisk organisation, der dækker et felt, hvor hun selv er aktiv.