VIDEO Forfatterstjerneskud: Glad for at kronprinsparret har fået øje på mig

I år modtager forfatter Amalie Smith Kronprinsparrets Stjernedryspris. Hun håber, at hun kan være med til at åbne danskernes øjne for den danske litteraturscene.

I år modtager forfatteren Amalie Smith Kronprinsparrets Stjernedryspris. Med seks anmelderroste bøger bag sig er hun et af dansk litteraturs mest lovende talenter.

Hun er uddannet fra Forfatterskolen, og i sommer blev hun færdig på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Ud over at være forfatter arbejder hun også med levende billeder og billedkunst.

- Det er en stor anerkendelse, som jeg er rigtig glad for. Jeg er glad for, at kronprinsparret har fået øje på mig, selvom jeg på mange måder befinder mig mellem forskellige kunstarter. Det viser, hvor bred en pris Stjernedrysprisen er, siger det unge litteraturtalent.

Kongehuset har fokus på dansk litteratur

Det er ikke første gang, at dansk litteratur hædres ved Kronprinsparrets Priser.

Blandt andet vandt tegner og forfatter Jakob Martin Strid Kronprinsparrets Kulturpris i 2012 og året før gik Stjernedrysprisen til forfatteren Josefine Klougart.

- Jeg er glad for, at kongehuset viser en interesse for kunst, kultur og ikke mindst litteratur, og at de har øje for, at der sker noget særligt i dansk litteratur i de her år, siger Amalie Smith om priserne.

Vil afmystificere dansk litteratur

Ud over pengepræmien håber den unge forfatterinde også, at hun med hjælp fra Stjernedrysprisen kan være med til at sætte fokus på den spirende danske litteraturscene.

- Jeg håber, at jeg ved at formidle mit arbejde ud til den brede befolkning kan være med til at afmystificere litteraturen og billedkunsten. Der er kommet et væld af gode bøger de seneste år, og dem vil jeg gerne pege på, siger hun.

Pengene skal købe skrivetid

I år uddeler kronprinsparret to Stjernedryspriser, der går til spirende danske kulturtalenter. Med hver pris følger en pengepræmie på 50.000 kroner.

Pengene har Amalie Smith tænkt sig at bruge på at skaffe sig tid til at skrive, uden at skulle arbejde ved siden af, for at få økonomien til at hænge sammen.

- Nej, pengene skal ikke bruges på en ferie til Bahamas, griner hun.

Den 3. oktober modtager Mark Tan officielt årets Stjernedryspris, når Kronprinsparrets Priser 2015 løber af stablen i Kulturværftet i Helsingør.