TV 2: Se og Hør havde også tys-tys-kilde hos SAS

Ugebladet Se og Hør anklages nu også for at have købt personlige oplysninger af flyselskabet SAS.

Se og Hør har fiølge TV 2 også haft en kilde hos SAS, der kunne hjælpe med de kendte og kongeliges rejseplaner. (Foto: © Mads Nissen, Scanpix)

Ugebladet Se og Hør anklages nu også for at have købt personlige oplysninger af flyselskabet SAS.

Det er ikke kun de kendte og kongeliges kreditkortoplysninger, journalisterne på Se og Hør står anklaget for at have købt sig til på ulovlig vis.

To anonyme journalister på det kulørte ugeblad bekræfter over for TV2 Nyhederne, at Se og Hør i flere år har betalt en ansat i flyselskabet SAS for at udlevere informationer om kendte og kongelige, der var på vej til udlandet.

SAS logger ikke brugen

Den SAS-ansatte skal angiveligt have udleveret flynummeret på det fly, der fløj prins Joachim og prinsesse Marie på deres bryllupsrejse til Canada. Se og Hør købte på baggrund af informationen billet til samme fly og var det eneste danske medie, der var med på den kongelige bryllupsrejse.

Hos SAS oplyser pressechefen over for TV2 Nyhederne, at selskabets it-system ikke kan afsløre, hvis en ansat har snaget i personfølsomme oplysninger.

/ritzau//ritzau/