Tusinder samlet til mindekoncert: Han er vores allesammens Kim Larsen

Massevis af danskere har trodset efterårskulden og er samlet søndag aften for at give en syngende afsked til Kim Larsen.

Rådhuspladsen i København er søndag aften fyldt godt op. (Foto: © Kasper Månsson, DR)

- Det betyder så meget at være her. Den mand har betydet så meget i mit liv. Hvis man er trist, skal man bare høre Kim Larsen, og så bliver man glad igen. Han synger både for ung, gammel og de helt små. Han er vores allesammens Kim Larsen, siger Susan Hansen.

Som en af de allerførste løb hun op mod scenen - 2 1/2 time, inden koncerten startede.

- Jeg ville op og stå forrest!

Susan Hansen er søndag mødt til mindekoncerten med en hjemmelavet papfigur af Kim Larsen. (Foto: © Kasper Månsson, DR)

Der er også mange unge fans denne aften, der vil sige farvel til det musikalske ikon, der døde sidste søndag i en alder af 72.

- Vi er her for at hylde gode, gamle Kim. Jeg er vokset op med ham, så det er rigtig hyggeligt at stå her, siger Simon Christiansen på 23 år.

- Det er det eneste rigtige. Hvor skulle man ellers være sådan en aften?, spørger hans ven, Anders Nygaard på 26 år.

- Man kommer altid i godt humør af Kim Larsen. Det starter altid en fest, uanset om det er på arbejdet eller til en rigtig fest. Husk hyggen! Det sørger han for, mener Simon Christiansen.

Simon Christiansen og Anders Nygaard er klar til at nyde koncerten på vaskeægte Kim Larsen-maner; med en øl i hånden. (Foto: © Kasper Månsson, DR)

Kæresteparret Helena og Alexander har også glædet sig til en aften med fællessang på alle de kendte numre.

- Man kender jo al hans musik. Vi så en koncert med ham for en måned siden i Fredericia, siger Alexander Walther Christiansen på 22 år.

- Det var en fantastisk koncert - vildt at se ham, især nu hvor han er gået bort. Det er virkelig underligt, at det kun er en måned siden, siger Helena Sandöy på 20 år.

- Ja, det var tomt og lidt mærkeligt. Han kunne ikke bare dø, han var der jo bare. Man håbede jo lidt, at han var udødelig!

Kæresteparret Helena Sandöy og Alexander Walther Christiansen var til koncert med Kim Larsen for en måned siden. Søndag aften er de mødt op til mindekoncerten for ham. (Foto: © Kasper Månsson, DR)