Trods klager og trusler om Pressenævnet: DR undskylder ikke for 'Ellen Imellem'

Kulturdirektør Henrik Bo Nielsen mener ikke, at sagen vil blive problematisk for forholdet mellem forskere og medier.

Astronomiprofessor Anja C. Andersen (tv.) er blandt de skarpeste kritikere af 'Ellen Imellem'. Hun medvirker i første afsnit og er siden sin kritik gået viralt på Twitter med sin konstatering: #videnerfandemeikkeetsynspunkt (Foto: © (Foto: Christian Børsmose Trip © (c) DR))

DR kommer ikke til at trække programmerne 'Ellen Imellem' tilbage eller undskylde for dem. Rent faktisk kommer der endnu et spritnyt afsnit i dag.

Det fortæller DR's direktør for Kultur, Børn og Unge, Henrik Bo Nielsen, efter programmet de seneste dage har mødt heftig kritik fra blandt andet universiteter og forskere, som føler sig ført bag lyset i forbindelse med deres medvirken i programmet.

- Programmerne bliver ikke fjernet, og vi vil ikke undskylde for dem. Men jeg vil gerne udtrykke min ærgrelse over, at diskussionen er endt, hvor den er, siger Henrik Bo Nielsen og fortsætter:

- Sagen må køre i Pressenævnet. Det er helt fair og forståeligt, hvis man føler, at man er blevet trådt over tæerne.

Det er fagforeningen DM (tidligere Dansk Magisterforening), som forleden har sendt en klage afsted rettet mod generaldirektør Maria Rørbye Rønn og bestyrelsesformand Marianne Bedsted.

DM repræsenterer blandt andet astronomiprofessor fra Københavns Universitet Anja C. Andersen, som medvirker i første afsnit af 'Ellen Imellem', hvor hun - igennem journalist Ellen Kirstine Jensen - bliver interviewet af en såkaldt "flat earther", som er overbevist om, at jorden er flad.

I klagen, som Journalisten er i besiddelse af, forlanger DM, at programmerne bliver fjernet, og at DR undskylder over for de medvirkende i programmet, som også tæller ernæringsekspert, Morten Elsøe, og folketingsmedlem og ligestillingsordfører fra Enhedslisten, Pernille Skipper.

DR: Vi bryder ikke retningslinjer

I klagen påpeger DM desuden, at man - ifølge fagforeningen - med 'Ellen Imellem' bryder med DR's etiske retningslinjer, når det gælder om satire.

"Både brug af skjulte optagelser og af fiktiv identitet i satire og underholdningsprogrammer kræver direktørgodkendelse inden optagelse. Desuden kræves altid de medvirkendes samtykke før offentliggørelse. Det gælder, selv om de medvirkende sløres og anonymiseres. DR respekterer, hvis en medvirkende ikke ønsker at deltage i eller fortsætte optagelserne. DR respekterer også et eventuelt ønske om, at råmaterialet destrueres."

Men den kritik køber Henrik Bo Nielsen ikke.

- Retningslinjerne er taget ud af en kontekst, og vi mener selv, at vi er på fast grund i forhold til vores egne etiske regler. I denne type produktion er der desuden forudvarslet satiriske elementer, siger han.

I en anden episode af 'Ellen Imellem' medvirker Jonathan Vigilius, der er medlem foreningen 'Retten til liv', der er modstandere af den frie abort. Gennem journalisten interviewer han folketingspolitikeren Pernille Skipper, der er aktiv forkæmper for aborten og har blandt andet kæmpet for, at polske kvinder kan komme til Danmark for at få adgang til fri abort (Foto: © Christian Børsmose TripQ, (c) DR)

Men kan man ikke tale om en fiktiv identitet, når DR-journalist Ellen Kirstine Jensen stiller spørgsmål, som i virkeligheden stammer fra konspirationsteoretikere og aktivister?

- Nej. Ellen bakkes op af andre, men der er jo også redaktører og tilrettelæggere, som hjælper nyhedsjournalister undervejs i et interview.

Frygter ikke for forsker-boykot

De seneste dage har programmet fået flere eksperter og forskere til at melde ud, at de ikke vil udtale sig til DR, før DR har undskyldt for programmerne, trukket dem tilbage eller behandlet klagerne vedrørende programmet.

Det drejer sig blandt andet om Morten D.D. Hansen, forsker i biologi og museumsinspektør ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, ernæringsekspert Morten Elsøe og Peter C. Kjærgaard, der er forsker i evolution og direktør ved Statens Naturhistoriske Museum. De to sidstnævnte medvirker selv i 'Ellen Imellem'.

Men Henrik Bo Nielsen frygter ikke for, at sagen vil betyde, at tilliden mellem forskere og medier er blevet brudt.

- Jeg er med på og ked af, at nogle oplever, at de ikke har kunnet se præmissen for programmet. Men vi har gjort os umage, og det er jo ikke almindelig journalistik.

- Så at lave springet, at et YouTube-format med et P3-stempel skulle have en afsmitning på hele medieverdenen, kan jeg ikke forstå.

Flere medier har onsdag formiddag skrevet, at nyeste afsnit af 'Ellen Imellem' tilsyneladende er blevet udskudt, da det stod til at udkomme i dag, den 25. maj, men nu fremgår det slet ikke af DR's hjemmeside, hvornår næste afsnit udkommer.

Men det vil Henrik Bo Nielsen ikke bekræfte:

- Ét nyt program kommer i løbet af i dag, og andre er ved at blive klippet færdigt.