Ny undersøgelse: Danske læger har ikke fadervor med på arbejde

Danske læger er mindst tilbøjelige til at inddrage tro i deres arbejde. Det viser et nyt, stort studie, som har kortlagt lægers syn på og brug af tro og religion på hospitalsgangene.

Faktisk er det mindre end hver 10. danske læge, som beder en bøn med en patient, hvis patienten beder om det.

Til sammenligning er det næsten 3 ud af 10 østrigske læger og næsten 6 ud af 10 amerikanske læger, der i en tilsvarende situation siger ja til at bede en bøn med en patient.

Overraskende forskel

Det er den danske teolog og helbredsforsker fra Syddansk Universitet Niels Christian Hvidt, der har stået i spidsen for studiet og de 24 tilknyttede forskere. Udover de danske læger har man adspurgt læger i Indonesien, Brasilien, Østrig, USA og Congo.

Niels Christian Hvidt er overrasket over, at danske læger skiller sig så meget ud.

- Vi havde på forhånd regnet med, at de danske læger ville adskille sig på den led, at troen fylder mindre. Men vi havde ikke forudset, at forskellen ville være så stor. Det er meget tydeligt, at tro og spørgsmålet om religion ikke er noget, de danske læger forbinder med lægegerningen.

Ifølge Niels Christian Hvidt skal forklaringen findes i danskernes syn på tro og religion.

- For danskerne er troen jo en privat og personlig sag, så det er ikke så underligt, at det samme gør sig gældende for lægerne. Man er sin faglighed overfor patienterne og ikke sin personlighed, og man tilgår patienten primært ud fra et videnskabeligt paradigme.

Ramt af blufærdighed

Gorm Greisen, der er formand for Etisk Råd og børnelæge på Rigshospitalet, har aldrig bedt fadervor med forældrene til sine patienter eller pårørende, eller talt om sine egne religiøse overvejelser. Heller ikke selvom han beskriver sig som én, der går i kirke, hvis tiden tillader det.

- Jeg vil beskrive det som en form for blufærdighed. Det ville umiddelbart være grænseoverskridende for mig selv at bringe trosspørgsmål på banen, og jeg er usikker på, hvordan forældrene ville opfatte det.

På den måde svarer Gorm Greisen i overensstemmelse med størstedelen af sine danske kollegaer.

Undersøgelse viser, at det er under halvdelen af danske læger, der bringer egne religiøse overvejelser og erfaringer på banen, hvis emnet tages op i samtale med en patient.

I Østrig deler to ud af tre læger gerne egne religiøse overvejelser med patienter, mens det gælder tre ud af fire amerikanske læger.

Hospitalspræsten tager sig af det religiøse

Men det er ifølge Gorm Greisen ikke fordi, hospitalet er et sted frit for tros-mæssige spørgsmål. Han oplever, at det er hospitalspræsten frem for lægen, som varetager mange af de mere eksistentielt funderede gøremål.

- Vi har mange patienter og pårørende, som gør brug af vores hospitalspræst, og som er glade for det, han tilbyder.

Og det er Gorm Greisen glad for.

- Hospitalspræsten kan indgå i en anden form for relation med patienten og de pårørende end lægen. Det er frit for de tekniske spørgsmål om kroppens tilstand og mulighederne for behandling, så man bedre kan samle sig om de eksistentielle spørgsmål om livets mening, når døden truer

Er lægegerningen et kald?

Niels Christian Hvidt håber, at undersøgelsen kan bidrage til en debat om værdierne i sundhedsvæsnet.

- Måske kunne det skabe en dybere form for kommunikation mellem læger og patienter, hvis lægerne åbner for at indgå i de mere eksistentielle dimensioner af samtalerne. Der er ikke noget, der åbner de eksistentielle og åndelige rum i vores samfund som sygdom og krise.

Derudover ser Niels Christian Hvidt muligheder for, at undersøgelsen kan få læger til at reflektere over deres subjektive værdier i lægegerningen.

- Bliver man læge, fordi man havde gennemsnittet til det, eller bliver man læge, fordi man ser det som et kald? Det kunne være en spændende debat at åbne for, afslutter han.