Pave Frans er på det sidste blevet kritiseret for at blande politik og religion sammen.
Det skete i torsdags, da han holdt et pressemøde i det pavelige fly på vej fra Mexico tilbage til Vatikanstaten.
En journalist spurgte om hans holdning til den kontroversielle republikanske præsidentkandidat Donald Trumps intention om at opføre en mur mellem USA og Mexico, der effektivt vil holde illegale immigranter ude.
Pave Frans’ kommentar skulle have været:
- hvis han virkelig har sagt det, er han ikke kristen!
Det har siden ført til talrige protester – både fra talrige kristne amerikanere, der deler Trumps holdning, og fra kredse, der af forfatningsmæssige årsager mener, at paven taktløst overskrider en grænse ved at blande sig i amerikansk politik.
Det opfattes som en krænkelse af de amerikanske borgerrettigheder, at nogen tillader sig at blande sig i den enkelte borgers trosforhold.
Særlig graverende bliver det selvfølgelig, når bestemte politiske holdninger ligefrem diskvalificeres som ikke-kristne.
I USA tilhører troen på Gud privatlivets fred og skal ikke gøres til genstand for offentlig politisk diskussion.
'Selvfølgelig er den en forbindelse mellem politik og religion'
Pave Frans svarede med en mild hovedrysten og en afværgende håndbevægelse:
- Selvfølgelig er den en forbindelse mellem politik og religion, og fortsatte:
- Har ikke allerede den store græske filosof Aristoteles klart formuleret, at mennesket er et samfundsvæsen?
Det vil sige - det hører med til menneskets væsensbestemmelse, at det er bundet til at leve i en politisk virkelighed, et samfund, som det ikke kan hæve sig op over eller melde sig ud af – heller ikke under påberåbelse af bestemte religiøse holdninger.
Årsagen til pavens nonchalante afvisning af kritikken er ikke, at han er kristen. Årsagen er, at han er katolik – oven i købet det legitime overhoved for den romersk katolske kirke, som er den største kristne kirke og samtidig det største trossamfund med 1,2 mia medlemmer jorden over.
Politik og katolicismen går hånd i hånd
Det er ikke tilfældigt, at pave Frans henviser til filosoffen Aristoteles, for hans tænkning spiller en afgørende rolle i den katolske livsanskuelse.
Katolicismens officielle filosofi kaldes ”thomismen” og er opkaldt efter den italienske kirkefader Thomas Aquinas (1225-1274), som i en række omfangsrige værker sammentænker inspirationen fra Aristoteles med den kristne tro.
For en katolik giver det ingen mening at tale om en kristentro, der ikke også udmønter sig i gode gerninger. Tro og handling, altså også politisk handling, hænger sammen.
Katolikkerne har intet problem med at tillempe kristentroen til realpolitiske omstændigheder.
I så godt som alle lande, hvor katolicismen har fodfæste, eksisterer der partier med kristeligt demokratiske eller kristeligt sociale programmer, som sætter deres aftryk på den politiske dagsorden.
Protestanter blander ikke tro og politik
Anderledes forholder det sig i den protestantiske del af kristenheden - for eksempel her i Danmark.
Da man i 1970 dannede ”Kristeligt Folkeparti”, senere ”Kristendemokraterne”, betegnede filosof og teolog K. E. Løgstrup partiet som ”det eneste parti, der er direkte ukristeligt!”
Her i landet er det nemlig god latin at hævde, kristendom og politik er to adskilte størrelser.
Sammenblande dem kan man ikke, og det bør man heller ikke. Siger Jesus ikke ”mit rige er ikke af denne verden” og har han ikke også oprettet et lodret skel mellem religion og politik med det berømte udsagn: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”
Her i Danmark, i Norden og i store dele af det nordeuropæiske kontinent, er dette afgrundsdybe og principielle skel mellem religion og politik nedarvet gennem et halvt årtusinde.
Må man kalde Ku Klux Klan for ikke-kristen?
Det samme gælder store dele af USA og Canada. Det er blandet andet det, vi næste år fejrer i forbindelse med 500 året for Reformationen.
Protestanterne vendte sig mod det formastelige i at tro, at man har Gud på sin side og kan bruge det til fromt at fremme egne politiske formål.
Men pave Frans har med sin ’common sense’-tilgang til spørgsmålet fat i noget væsentligt:
Kristendom uden næstekærlighed er ikke kristendom.
Tag for eksempel en fundamentalistisk kristen organisation som Ku Klux Klan, der siden sin oprettelse i 1865 var været berygtet for sin hærgen med mordbrande, lynchninger og terror.
Deres symbol var noget så perverst som et brændende kors, og ideologien var militant protestantisk, og dermed antikatolsk, antisemistisk, antimuslimsk, racistisk, homofobisk og meget andet.
Kan vi kalde medlemmerne af denne klan for næstekærlige?
Og ville de være i deres gode ret til, på linje med Donald Trump, at føle sig krænket, hvis pave Frans ville formaste sig til at kalde dem ikke-kristne?