For endnu et år i træk falder andelen af befolkningen, som er medlem af folkekirken. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik.
Den 1. januar 2017 var det 75,9 procent af hele befolkningen, som var medlem. I 2007 lå på 82,6 procent.
- Den form for langsigtet medlemsfald er den helt store udfordring for folkekirken lige nu, og den kan ikke forklares alene ved for eksempel øget indvandring. Der dør simpelthen flere ud af kirken end der døbes ind i den, siger religionssociolog Peter Lüchau.
Han forklarer, at det er en udvikling, der er svær at vende. Derfor forventer Peter Lüchau heller ikke, at medlemsfaldet vil stoppe i de kommende år.
Faldet i andelen af medlemmer fra 2016 til 2017 er det højeste årlige fald i procentpoint målt af Danmarks Statistik. Med faldet er det nu en fjerdedel af danskerne, der ikke er medlem af folkekirken.
Ifølge lektor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet Marie Vejrup Nielsen giver det anledning til en forandring i måden, man anskuer det danske samfund.
- Det sender et tydeligt signal om, at Danmark for alvor er blevet et mangfoldigt samfund. Den sammenhængskraft man tidligere har koblet sammen med folkekirken, kan man ikke tage for givet længere, siger hun.
Derudover påpeger hun, at man bør være opmærksom på de regionale forskelle mellem land og by.
- Folkekirken står stadig stærkt på landet og i forstæderne omkring de mellemstore byer, mens den mister sin forankring i mange sogne i de større byer.
Udmeldelser slog rekord i 2016
At der sker ændringer i folkekirkens medlemstal kom især i fokus i løbet af sommeren 2016, hvor Ateistisk Selskab satte en storstilet udmeldelses-kampagne i værk. Kampagnen medførte, at et rekordstort antal danskere valgte at melde sig ud af folkekirken.
24.728 danskere meldte sig ud af folkekirken i løbet af 2016. I 2015 var tallet 9.979.
Ifølge religionssociolog Peter Lüchau er det opsigtsvækkende, at så mange har valgt at melde sig ud.
- Det sender et signal om, at det såkaldte udmeldelsespotentiale er langt større, end man havde regnet med. Og det giver et praj om, at vi også kan forvente en sådan udmeldelsesbølge i fremtiden.