Tre sidste navne er fundet til Kim Larsen-mindekoncert

Magtens Korridorer, Rasmus Nøhr og DR Pigekoret vil også synge Kim Larsen-sange ved mindekoncert.

I går hyldede musikeren Rasmus Nøhr Kim Larsen under et mindeoptog i København. I morgen står han igen på scenen. (Foto: © Nils Meilvang / Scanpix, DR ARKIV)

Magtens Korridorer, Rasmus Nøhr og DR Pigekoret vil også synge Kim Larsen-sange ved mindekoncerten på Rådhuspladsen i morgen, oplyser DR.

Tidligere er det meldt ud, at The Minds of 99, Love Shop, Michael Falch, Caroline Henderson, Kwamie Liv, Kira Skov, Mette Lindberg, Mattias Kolstrup, Carl Emil Petersen, Rasmus Walter, Oh Land og Dorthe Gerlach vil stå på scenen.

Mindekoncerten finder sted på Rådhuspladsen i København, og den vil kunne følges på storskærme i Odense, Aalborg og Aarhus. Mindekoncerten sendes desuden direkte på DR1, P4 og DR TV.

Radio- og tv-vært Mads Steffensen bliver vært for søndagens koncert, som får titlen 'Som et strejf af en dråbe - Danmark synger farvel til Kim Larsen'.

Først var mindekoncerten planlagt til at blive afholdt i DR Byen. Men fordi DR oplevede stor interesse for at hylde Kim Larsen, besluttede man at rykke koncerten, så alle kan være med.

Underholdningschef Jan Lagermand Ludme håber, at koncerten bliver smuk, rørende og festlig ligesom Kim Larsens musik.

- Forhåbentlig bliver det en koncert, hvor folk har lyst til at synge med og mærke det fantastiske fællesskab, der er, når man står en masse mennesker og synger sammen, siger han.

/ritzau/