Transkønnet Kardashian-stedmor er ny model for H&M

Caitlyn Jenner, tidligere OL-vinder og stedfar for Kardashian-klanen, skal være model for det svenske tøjmærkes sportslinje.

Caitlyn Jenner skal være model for H&M's sportslinje, og den nyudklækkede model har allerede godt styr på stilen. Her ses hun til et afterparty efter årets oscar-uddeling. (Foto: © Adrian Sanchez-Gonzalez, Scanpix)

H&M’s kendissamarbejde er berømte.

Og nu er et nyt et af slagsen blevet annonceret.

Den transkønnede realitystjerne Caitlyn Jenner skal være model for tøjgigantens sportslinje.

Det har både hun og tøjmærket bekræftet på Twitter, ifølge Huffington Post.

Den 66-årige Jenner tiltrak sig for alvor mediernes søgelys, da hun i 2015 annoncerede, at hun var transkønnet og ønskede at leve som kvinde.

Indtil da hed H&M's nye model ’Bruce’, og siden 1991 havde hun været en del af Kardashian-klanen, der blandt andet tæller steddatteren Kim Kardashian, som er en af tiden største realitystjerner.

I dag er Caitlyn Jenner stjernen i sit eget realityshow, ’I am Cait’, der handler om hendes liv som kvinde.

Tilbage i 1976 vandt Jenner en guldmedalje i tikamp under de Olympiske Lege. Og det er tilsyneladende interessen for sport, som Jenner og H&M bygger videre på i deres samarbejde.

I populærkulturen har transkønnede de seneste år fået større opmærksomhed med serier som ’Orange is the New Black’, der har en prominent transkønnede karakter, og ’Transparent’, der netop handler om at springe ud som transkønnet kvinde.

Caitlyn Jenner har desuden selv været engageret i rettighedskampen for transkønnede siden 2015.

Der er endnu uvist, hvornår vi får den nye kampagne at se, og hvornår tøjet kommer i butikkerne.