Thomas og Emil efter smertefuld fødsel: Lattergassen reddede os

Tv-værterne Emil Thorup og Thomas Skov har aldrig oplevet noget så smertefuldt som den falske fødsel, de gennemgik mandag aften, fortæller de.

Det var lattergassen, der hjalp DR3-værterne igennem mandefødslen, siger de.

- Uden lattergassen havde jeg ikke klaret det. Der gjorde det simpelthen for ondt.

Sådan lyder det fra den tv-værten Emil Thorup, efter at han sammen med sin kollega Thomas Skov gennemførte en fem timer lang fødsel ved hjælp af en ve-simulator på live-tv mandag aften.

- Det var så forfærdeligt, som jeg havde forestillet mig. Det var faktisk værre, siger Emil Thorup, der ikke troede, at han ville gennemføre, da den første ve jog gennem hans krop.

- Der tænkte jeg "Det kommer aldrig til at ske det her". Det var noget så forfærdeligt, fordi jeg spændte imod, og det er virkelig ikke nogen god idé, lyder det fra tv-værten.

Nægtede først at tage lattergas

Også Thomas Skov beskriver oplevelsen som en meget smertefuld affære.

- Det var det mest forfærdelige, jeg nogensinde har prøvet, siger Thomas Skov, der indtil kort inden presseveerne nægtede at tage lattergas.

- Det var en ubehagelig tanke ikke at være i kontrol, men til sidst ville jeg have sagt ja til hvad som helst, siger tv-værten.

Hvor mange gange overvejede du at give op?

Aldrig. Men hvis ikke jeg havde lært lattergassen at kende, havde det måske set anderledes ud, siger Thomas Skov.

Ventetiden mellem veerne var værst

Smerteeksperimentet varede i fem timer, hvor mændene fik ve-smerter ved 37 muskelsammentrækninger - med en varighed fra 30 sekunder til op til over et minut.

Eksperimentet er 'opfundet' af den hollandske smerteterapeut Kim van Wijk, som var med på barselshotellet, hvor de to mænd "fødte". Det var hende, der styrede veerne.

Begge mænd er enige om, at det værste ved deres fødsel var ventetiden mellem veerne.

- Det værste var virkelig, at man ikke vidste, hvornår det kom. Og til sidst var det værste så, at de kom hele tiden. Veer er virkelig ikke for børn, siger Thomas Skov, og Emil Thorup siger:

- Jeg kiggede med skræk over mod hende hollænderen for at afkode, hvornår hun satte den næste i gang.

Ved hvordan kæresten skal hjælpes

Mændene har efter forsøget opnået en dybere respekt for det, kvinder gør under en fødsel.

- Jeg har kæmpe respekt for det, men jeg har også fået et indblik i, hvor kedeligt det egentlig er. Det tager jo lang tid, og der går meget tid med at vente, siger Emil Thorup.

Thomas Skov vil bruge sin viden om fødselssmerterne, når hans kæreste på et tidspunkt skal føde, siger han.

- Så ved jeg, hvordan jeg skal gøre for at hjælpe hende, siger Thomas Skov, som havde sin kæreste med til forsøget.

- Hun var en stor hjælp, og det var så skønt at kunne klemme hendes hånd, når det gjorde ondt, siger han og tilføjer, at han også har lært at sætte stor pris på, at han er blevet født.

- Nu forstår jeg bedre, at jeg er enebarn, siger Thomas Skov.

Glemte kameraerne

Under hele fødslen rullede kameraerne, og mange mennesker fulgte med i de to tv-værters smerter hjemme i stuerne. Men begge værter, der lever af at være på, når kameraerne ruller, kom til et punkt, hvor de ikke længere skænkede seerne en tanke.

- Man har svært ved at give slip, når man laver fjernsyn. Men der var et punkt, hvor man bare ikke kunne mere, og hvor vinklen og ens hår bare var lige meget, siger Emil Thorup.

Han har ikke lyst til at se fødslen, men det er Thomas Skov allerede gået i gang med.

- Der var så mange andre, der så det. Så det vil jeg selvfølgelig også. Jeg skal jo se, hvordan jeg så ud, selv om jeg er sikker på, at jeg så helt forfærdelig ud, siger han.