Det kan godt være, at rapstjernen Tessa er fra Vestegnen – eller 'Blæstegnen' som hun rapper – men hun har faktisk også boet i en "lille flække uden for en by, der hedder Bogense" i fem år.
Så der er også lidt Fyn i rapperen.
Måske netop derfor kunne man tydeligt mærke, at hendes Tinderbox-publikum var frisk på at byde hende velkommen tilbage med god stemning.
Allerede inden scenen fyrede op for et mindre ildshow og rapperen trådte ind på festivalens Blå Scene, var der nemlig en hel del "lå, lå, lååh"-råb fra publikum. De var klar, og det var Tessa også.
Og da først Tessa havde leveret tre sange henvendte rapperen sig direkte til de titusinder af mennesker, der var dukket op for at høre hendes debut på festivalen.
- Jeg ved, at der er nogle fra min gamle folkeskole, som er her i dag – og jeg bliver nødt til at sige: "Look at me noooow", lød det drillende fra Tessa – efterfulgt af stort bifald.
Derefter luftede hun tanken om at flytte tilbage til Fyn, når hun bliver ældre, fordi "der er en ro, som jeg glemte at sætte pris på, da jeg var yngre".
I det hele taget var der masser af kærlighed til Fyn fra scenen: "Jeg elsker Fyn!" råbte hun blandt andet. Og at hun gerne vil kigge forbi den odenseanske festival igen næste år.
Lyt til Tessas hit 'Okay', mens du læser videre:
Til gengæld var der ikke meget ro over Fyn torsdag aften – der var fest. Med energiske dansere, masser af hænder i vejret, fælles-rap flere gange, ild og flere tiljublede gæsterappere på scenen.
Først Alberto, som hun lige har udsendt singlen 'Colombiano' med. Dernæst Orgi-E fra Suspekt, der fyrede op for 'Blæstegnen' og derefter raptrioens 'Vil du med ud og se min pik', hvor Tessa er med – og under sidstnævnte dukkede også Suspekts Bai-D op.
I næsten fem kvarter leverede rapperen desuden hits som 'Så’n der', 'Ben', 'Nasty Summer' og 'Mums'.
'Det var bare wow'
Spørger man veninderne Marie Reistad og Laura Holmgaard, der oplevede Tessa for første gang live, var det en "helt igennem fantastisk koncert".
- Hold kæft, det var fedt. Det var bare wow. Man kunne mærke, at der var gået tre år, og nu kom hun endelig ud med den energi, og folk var virkelig på, sagde Tinderbox-gæst Marie Reistad, mens hendes veninde Laura Holmgaard supplerede:
- Vi har hørt hende meget under coronaen, og så er det bare fedt at få lov til at synge med hende nu.
Og ja, der var noget med den der corona, for dér stod Tessa i starten af 2020 foran sit store gennembrud efter hits som 'Okay' og 'Ben' i 2019, og så lukkede festivaler, spillesteder og alt andet ned.
Det er derfor først i år, at Tessa kan tage rundt på landets musikfestivaler med det show, hun ikke har kunnet før nu.
Rapperen måtte derfor også knibe en tåre et par gange under koncerten over, at det endeligt var muligt at møde sit publikum på et kæmpe græsareal i Tusindårsskoven.
- Det er en drøm for mig at spille her for så mange mennesker, og jeg kan mærke jeres kærlighed og jeres loyalitet – og det er det, der betyder allermest for mig, lød det taknemmeligt fra Tessa et stykke inde i koncerten og fortsatte:
- Og jeg har især kunnet mærke det under corona, for jeg kunne meget nemt have forsvundet, hvis det ikke havde været for jer.
Den omfavnende stemning ramte også Nanna Hansen og Victor Lund.
- Der var en virkelig god energi – og en meget uproblematisk koncert. Nogle rappere har jo ry for at lave en stemning og giver den lidt for meget op. Ligesom man også så i Fælledparken til fodboldaften. Men det var der ikke noget af her, sagde Nanna Hansen godt tilfreds efter koncerten.
- Det var helt fantastisk og lige den stemning, man havde brug for sådan en torsdag aften, supplerede Victor Lund.
Og det var i øvrigt ikke kun op mod scenen, at der blev kastet håndtegn og sunget ivrigt med. Faktisk strakte den gode stemning sig et godt stykke ud på festivalpladsen. Det fortalte Tinderbox-gæst Nanna Jensen, der stod lidt nede bagved.
- Jeg synes, det var fedt. Jeg stod lidt nede bagved, hvor der faktisk var god stemning – jeg kan godt lide, når man ikke står for tæt, så jeg kan bevæge mig og danse, sagde Nanna Jensen.
- Jeg synes, Tessa er fed, fordi hun er kvinde og snakker lidt som drengene fra Suspekt, tilføjede hun.
Tessa pakker da heller ikke tingene ind. Hun siger det, som det er. Også da hun rørt takkede af med følgende afskedssalut som det sidste i koncerten:
- Tinderbox! Jeg elsker jer så fucking meget! Pas på hinanden og jer selv. Få en masse klamydia!