Tag med på de mest utrolige rejser – helt uden du behøver at flytte dig fra liggestolen: Her er 8 fortællinger, du kan drømme dig væk i

Der er faktisk en mulighed for at rejse til borgerkrigshærgede Syrien og få en helt fantastisk ferie. Det er endda en rejse til Syrien før borgerkrigen – og et forsøg på at forklare, hvad det var for et land og en kultur og et samfund, folk forsøgte at flygte fra, da borgerkrigen brød ud.

Den franske tegner Riad Sattouf fik idéen til sin tegneserie 'Fremtidens araber', da de vestlige lande ikke ligefrem udviste stor trang til at hjælpe flygtningene fra borgerkrigen. Det var, som om Europa opfattede de syriske flygtninge som luksusflygtninge.

Med 'Fremtidens araber' ville Sattouf vise Syrien – og Mellemøsten i det hele taget – som han oplevede det som lille dreng med en syrisk far og en fransk mor. Alle fordomme om livet i en lille tilbagestående landsby i Mellemøsten bliver bekræftet i Sattoufs serie.

Der er tørre tæsk i skolen i landsbyen Ter Maleeh, hvis man ikke følger med – faktisk også hvis man følger med. En dag spiller drengene i skolegården fodbold med en levende hundehvalp, der til sidst bliver halshugget af en forbipasserende mand. Og så er vi ikke engang nået til dengang, kønne og begavede unge Leila, som Riad holdt meget af, blev kvalt og begravet om natten, fordi hun havde bragt skam over familien ved at blive gravid.

Der er en forunderlig balance mellem politisk ukorrekt virkelighed og karikeret komik i 'Fremtidens araber'.

Det er så vildt, at du nægter at tro dine egne øjne – og samtidig er det så morsomt og fascinerende, at du ikke kan få nok af lille, lyshårede Riads utrolige oplevelser.

I alt seks bind har Riad Sattouf planlagt om sin barndoms oplevelser og om fremtidens arabere.

Hvis du er typen, der elsker New York, er din kærlighed i krise. Den amerikanske storby er hårdt ramt af coronaen med konkurser, arbejdsløshed og kriminalitet.

Bliv hjemme og gør noget helt andet. Rejs tilbage til dengang, New York sydede af liv fra tusinder og tusinder af fattige indvandrere, der bosatte sig i håb om et bedre liv.

Will Eisners tegneserie 'En kontrakt med Gud', der oprindeligt udkom i 1978, skruer tiden tilbage til 1930'erne til en typisk lejebolig i byens indvandrerområder i de enorme bydele omkring Manhattan.

I nr. 55 på Dropsie Avenue bor blandt andet den russiske jøde Frimme Hersh, der flygtede fra jødehad i Rusland, og som finder lykken i New York sammen med sin adoptivdatter. Men da pigen pludselig dør, bliver Frimme Hersh vred. Under sin flugt fra Rusland skrev han nemlig en kontrakt med Gud. Hvis han gjorde gode gerninger og hjalp andre, sørgede Vorherre til gengæld for at beskytte ham.

Det gik fint – lige indtil datterens død.

Det giver selvfølgelig rigtig god mening for et fattigt menneske at skrive en kontrakt med Gud, men kan man det? Kan man sådan bare kræve noget af Vorherre? Det funderer Will Eisner over i én af fire historier, der beskriver skæbner og drømme i en boligblok på et tidspunkt i USA's historie, hvor drømmere og andre stakler væltede ind i landet i håb om velstand og karriere.

Nogle fik opfyldt drømmen, andre fandt bare ny elendighed, men fælles for dem alle var, at de blev mursten i opbygningen af myten om USA som de mange muligheders land.

Her er et alternativt forslag til en ferie. Men altså, nogle rejser til Egypten for at se på gamle skrifttegn, så hvorfor ikke?

Det er en dannelsesrejse, det her. Du bliver ganske enkelt klogere på livets mangfoldighed og på dit familieliv af at rejse til Norge og hoppe ind i hovedet på en tegner, der stiller det grundlæggende spørgsmål: 'Hvorfor tog min far sit eget liv?'

Det er hverken afslappende eller afstressende. Men det er virkelig fascinerende at være med, når Kverneland bladrer i gamle familiefotos og roder i hukommelsen for at finde tegn, varsler og forklaringer i albummet 'En frivillig død'.

Hans far Odd Kverneland var bestemt ingen taber. Han var både en intelligent ingeniør og en opfindsom opfinder. Alligevel havde han så ondt i livet, at han dulmede nerverne i store mængder alkohol og til sidst tog sit eget liv.

Lægernes diagnose var endogen depression, en melankolsk tilstand, der menes at være arvelig. Heldigvis ser Steffen Kverneland ikke ud til at have arvet den fra sin far, men han har arvet et kreativt og hittepåsomt talent. Kverneland er en virkelig virtuos tegner, der på en eller anden måde formår at tegne både karikeret og naturalistisk på samme tid. Og som konstant ændrer sin tegnestil, så den passer til situationen.

Der er kort sagt ingen grænser for, hvad Steffen Kverneland kan finde på i en tegneserie. Han famler af sted med tusinder af spørgsmål om sin far – men når det handler om at fortælle om sig selv og sin far i tegneserieform, vakler han ikke det mindste.

Noget af det mest forunderlige ved at være på ferie er at studere de lokale og fundere over, hvordan deres liv hænger sammen. Hvordan er deres liv? Hvad tænker de? Stoler de på deres naboer, eller går de og overvejer at myrde dem?

Vi kommer aldrig tættere på. Det gør man jo ikke som turist.

Men det kan du komme med den franske tegneserie 'Gamle Gubber'. Du kan lære en særlig type franskmand at kende – den ældre herre, der står på en café og skummer af raseri med en sammenkrøllet avis i hånden, og som aldrig har glemt de glade dage i slutningen af 60'erne, da han var med i en eller anden lille fraktion af studerende, der vidste lige præcis, hvordan verden hang sammen.

Hovedpersonerne i 'Gamle Gubber' er de tre gamle gubber Pierre, Antoine og Emile, der var sammen om at hade kapitalisterne i 60'erne og sammen om at afsky dem mindst lige så meget i dag.

Forfatteren bag serien, Wilfrid Lupano, er helt sikkert lige så træt af kapitalister og liberalister og nationalister som de tre gamle gubber, men han benytter også lejligheden til at tage grundigt pis på den type intellektuelle, der ævler og ævler om, hvor meget de vil revolutionere verden. Uden at der sker en skid.

Det er netop et af de særlige træk ved den her helt igennem særlige serie, at de tre gamle gubber ofte konfronteres med deres ungdom, med deres fejltrin og deres arrogance, med kvinder, som de ikke behandlede med nok respekt, eller politiske sager, som de ikke tog alvorligt nok. Men netop fordi Pierre, Antoine og Emile ikke er nogle gamle hængerøve, der sidder og venter på at dø, men nogle gamle fjolser med en enorm energi, bliver det ikke melankolsk og trist, men morsomt og inspirerende.

Kun de færreste vil have lyst til at få sig en diskussion med Pierre på en café i Paris, men det er ren fornøjelse at se ham blive knaldrød i hovedet i 'Gamle Gubber' – helt uden at bruge tid og penge og brændstof på at rejse til Frankrig.

Nogle vil helst snuppe en all inclusive på en sydeuropæisk strand uden at skulle forholde sig til andet end solcreme og valget mellem burgere eller pizza til aftensmad.

Og så er der de moderne typer, der vil prøve noget vildt på en ferie; bestige et bjerg eller besøge en igangværende krig eller et ulykkessted.

Her er en forrygende mulighed for at rejse langt ind i et sted, som det ellers kræver en dyb indånding eller en grim bismag at besøge.

Takket være franskmanden Emmanuel Lapage kan vi komme på besøg i måske det sted her på kloden, der minder mest om dommedag: den forbudte zone omkring Tjernobyl, hvor et uheld i april 1986 forårsagede det hidtil største uheld med atomkraft.

En reaktor nedsmeltede, radioaktivt materiale forurenede området omkring værket og blæste ud over store dele af Vesteuropa. Flere steder i Europa holder man stadig i dag øje med niveauet af radioaktiv stråling i naturområder og ikke mindst fødevarer.

Det officielle dødstal er 56 afdøde arbejdere og brandfolk, men uofficielt anslår man, at op mod 300.000 er døde på grund af påvirkning fra uheldet.

Tegneren Emmanuel Lepage og et par kolleger rejste ind i Tjernobyl i 2008 – på et tidspunkt, hvor ingen overvejede at gøre en katastrofe til Ukraines største turistattraktion. De var medlemmer af en sammenslutning af tegnere, Les Dessin'Acteurs, der vil lave engagerede tegninger, for eksempel ved at dokumentere livet omkring Tjernobyl for at oplyse om atomkraftens konsekvenser og derved skubbe gang i konkrete politiske handlinger.

Lepage rejste altså ikke bare til Tjernobyl, fordi han var nysgerrig, men for at registrere alt på sin tur.

Over et par uger tegnede han løs med alle slags materialer – oliekridt, akvarel, kul, tusch og blyant – mens han funderede og filosoferede over byer, der ligger døde, livets utrolige evne til at pible frem til alle sider og mennesker, der blev boende i deres landsbyer på trods af truslen fra Tjernobyl.

Det er et mærkeligt album, Emmanuel Lepage har skabt med 'Forår i Tjernobyl'. Han prøver bare at følge med det uforståelige og gribe det med sine tegninger. Og det lykkes.

"Byernes by" kalder pariserne jo selv den franske hovedstad. Det antyder pænt meget, at byen er noget helt særligt, og det er der rigtig mange danskere, der er med på.

Men ingen har rigtig været i Paris, før de har læst Jacques Tardis tegneserier. Punktum.

Det er fint nok at besøge sin yndlingscafé eller favoritgalleri, men så godt som intet suger stemningen fra Paris til sig og dykker ned i byens historie og kultur som Jacques Tardis tegneserier.

Hans fortællinger om Adele Blanc-Sec, der undersøger sære besøg fra forhistoriske monstre i Paris i begyndelsen af 1900-tallet, fortæller om noget, der – så vidt vides – aldrig er sket. Men de fanger alligevel den historiske bys intensitet som intet andet.

Netop derfor er der grund til at glæde sig over en genudgivelse af en af Tardis mest ambitiøse tegneserier, en tegnet udgave af Jean Vautrins roman 'Folkets røst'.

Den blev udsendt i fire album for nogle år siden, men er nu samlet i ét med 210 tættegnede sider, hvor Vautrin og Tardi fortæller om en af den slags begivenheder, der har gjort Paris til den by, den er i dag. På godt og ondt.

Begivenheden fandt sted i 1871, da Frankrig og Tyskland endnu engang havde været gennem en opslidende krig. Republikanerne i det centrale Paris krævede magt og oprettede den socialistiske Paris-kommune, som regeringslederen Adolphe Thiers valgte at slå brutalt ned på. I løbet af en uge i maj nedkæmpede hæren barrikaderne i det centrale Paris og massakrerede 25-30.000 dårligt bevæbnede borgere.

De begivenheder beskriver Vautrin og Tardi i en kompliceret og vidt forgrenet fortælling med både opdigtede borgere og virkelige figurer fra de historiske dage. Der er rigeligt at holde styr på i en ualmindelig fyldig og rig tegneserie, der – naturligvis – emmer og bobler af parisisk stemning.

Hvad siger du til en rejse til et sted, du altid har befundet dig? Nemlig inde i dig selv?

Det lyder måske decideret afskyeligt, men faktisk er det en rejse, du er taget på hele dit liv – ikke nødvendigvis på din sommerferie eller når du trængte til at slappe af, men hver gang du har set en film eller læst en bog eller tegneserie.

Når vi får fortalt historier, spejler vi os selv. Vi hører ikke kun om et andet menneske, der får én på opleveren – vi sætter os selv i det menneskes sted, prøver at forstå det, leve os ind i det.

Og nu vil tilfældet, at der mere eller mindre lige oven i hinanden er udkommet to danske tegneserier, der beskriver en type oplevelser, som vi alle har været udsat for.

Johan Krarup fortæller om sig selv i et par år som 13-14-årig, hvor verden i parcelhuskvarteret i Middelfart flytter sig usædvanlig hurtigt, selvom det virker, som om alting er gået i stå.

Han tegner, han går til klaver, han spiller 'Dungeons & Dragons' og begynder på karate. Og rundt omkring ham tager andre mennesker nogle valg, han ikke forstår, og som han aldrig får spurgt ind til. Det gør man jo ikke i den alder. Det kan man ikke.

Hjemme hos Christer Bøgh Andersen ved Limfjorden sker der lidt mere – men kun lidt.

Storesøsteren kommer hjem fra Paris med en veninde, som hovedpersonen Jannick begynder at fantasere om. Lillebroderen Nis er en særling, som ingen rigtigt forstår.

En dag havner familien i et skybrud, og de må hjælpe en landmand med at bygge en mur af sandsække for at forhindre fjorden i at æde hans hus. Ikke noget særligt – og alligevel rigtig meget – sker i løbet af en weekend.

Intet af det, der sker i 'Sangen, vi ikke kendte' eller 'Det må du selv om' er bemærkelsesværdigt – alligevel er det den slags begivenheder, der former et menneske og sætter sig et sted i kroppen resten af livet.