Flere af medarbejdere på Clou står foran restauranten med en kop kaffe og en smøg i hånden.
De ser trætte ud, efter at de har overnattet på liggeunderlag i restauranten, så de alle kunne være samlet, når Michelin-stjernerne bliver uddelt.
- Jeg er spændt som bare Pommern til. Jeg kan ikke rigtig fokusere på andet lige nu, fordi det betyder så meget, hvis vi får en stjerne, siger Alexander Berntsen, der er chefsommelier på Clou.
Ondt i maven i en uge
Dagen skulle ellers have begyndt med morgenbrød, men nervøsiteten får åbenbart alle til at holde sig væk fra rundstykkerne, der står uberørte på et af restaurantens borde.
Heller ikke Martin Gottlieb, der er souschefen i køkkenet, har kunnet kontrollere nerverne. Han har haft ondt i maven den seneste uge og kan nærmest ikke sidde stille af spænding. I stedet ryger han den ene smøg efter den anden ude på fortovet.
Tvillingebrødrene Alexander og Jonathan Berntsen startede Clou for cirka halvandet år siden, og lige fra første dag var målet at få en af de eftertragtede Michelin-stjerner.
Michelin-dommerne har spist der flere gange
De er begge sikre på, at de såkaldte inspektører fra Michelin-guiden har været at spise på restauranten flere gange. For dem kender alle, hvis de er i restaurationsbranchen i en del år, fortæller de.
Selvom flere danske anmeldere spår, at netop Clou har store chancer for at få en stjerne, så er usikkerheden intensiveret hos de to tvillingbrødre i løbet af de senere dage.
- Forestil dig, at du spiller i Lotto, og der er ti lodder, hvor et af lodderne er dit. Sådan føles det. Folks vurdering af restauranten vil kunne ændre sig utrolig meget. Man er helt spændt, og man føler, at alt er ude af ens hænder, siger Alexander fra et af bordene i restauranten.
Stigende nervøsitet
- Vi tør ikke rigtig sætte næsen for højt op efter det, og Jonathan har gjort mig endnu mere nervøs de sidste par dage. Så jeg tvivler mere nu, end jeg gjorde tidligere, fortæller Alexander.
Lige da Alexander færdiggør sin sætning, ryger en besked ind på hans mobiltelefon.
- Okay, lyder det spørgende for ham.
Han stirrer helt uforstående ned på telefonen, hvor der står "Et stort tillykke". Inden han når at læse videre på Facebook, ringer telefonen, hvorefter han letter fra stolen og løber rundt i restauranten.
- Vi har fået en stjerne, råber han.
Champagne, sabel og glædestårer
Rygerne fra gaden strømmer ind, samtidig med at Jonathan og de andre kokke spæner ind i restauranten fra køkkenet. Flere af dem begynder at omfavne hinanden.
- Det er virkelig god stil, lyder det med gråd i stemmen fra Jonathan, der er chefkok på Clou.
Hurtigt finder de fem champagneflasker og en sabel frem inde fra restauranten og smutter tilbage til de små caféborde ude på fortovet. Øjnene begynder også at løbe i vand hos Alexander og Martin.
Jonathan puster, som om han har været ude at løbe. Han når knap nok at få vejret, før telefonen ringer med en lykønskning. Selv en cyklist, der kommer forbi restauranten, finder ud af, hvad der er sket.
- Ved I noget, som vi andre ikke ved, råber hun, hvorefter hun griner og cykler videre ned ad Borgergade.
- Det er simpelthen fedt
Inde i restauranten har Alexander allerede lavet sit første telefoninterview med pressen.
- Det skal lige sætte sig, det her, siger han, da han vender tilbage.
De andre står og er næsten mundlamme. Enkelte græder, mens andre holder en smøg i den ene hånd og sender sms'er af sted på deres smartphones med den anden. Skiftevis kommer der et "det er så fedt" fra flere af dem.
- Det er helt surrealistisk. Det betyder helt vildt meget, der her. Det er simpelthen fedt. Det er så mærkeligt, men så fedt, fordi det viser, at det godt har kunnet betale sig at arbejde 50 til 60 timer om ugen. Vi har virkelig tvivlet meget på det her i de sidste par dage, selv om vi har gået efter det fra begyndelsen, siger Alexander, der troede, at restauranten ville være lidt for hverdagsagtigt indrettet til at begejstre dommerne fra Michelin.
- Vi er seks mennesker ansat, og de andre Michelin-restauranter har måske 14 eller ligefrem 30 ansatte. Derfor føles det lidt som at være en del af en lille familie, som alle bidrager hver eneste dag. Det er også derfor, at det ikke kun er Jonathan og jeg, der bryder tudende sammen, siger han med et knæk i stemmen.
- Alle drengene står og får tårer i øjnene. Det er en fed oplevelse, siger han.
Er det her det største, du har oplevet?
- Det var klart det største, da jeg blev far i august. Men det her er det største, der er sket i min karriere. Jeg er pissestolt. Det er for vildt, og jeg tror først for alvor, det vil gå op for mig om et par dage, siger Alexander.
Bookingsystem går amok
Allerede en times tid efter, at beskeden havnede på Alexanders telefon, har nyheden bredt sig blandt de madglade danskere, og restaurantens bookingsystem viser, at der kommer én ny reservation per 15. sekund.
- Hvis det fortsætter sådan, så har vi en venteliste på to måneder i morgen. Det er jo fantastisk, fortæller Jonathan.
Ude på gaden er flere journalister og fotografer begyndt at dukke op. Også personalet fra Clous stamværtshus, Borgerkroen, er dukket op med et ordentlig Michelin-skilt og to små plastikfigurer af Michelin-manden.
- Det var aftalen, at I skulle have dem, hvis I fik en stjerne, siger en af de ansatte fra Borgerkroen, der allerede har besluttet sig for, at skiltet skal sidde på muren ud til gaden.
Mere champagne i nat
Klokken nærmer sig 11, og flere af kokkene er begyndt at rykke tilbage til køkkenet igen, hvor de første råvarer allerede er blevet leveret til aftenens gæster.
- Vi kan lige fejre det et lille stykke tid mere, men så skal vi altså i gang med at arbejde, så vi er klar til vores gæster i aften. Men i aften skal vi fejre det - og det skal ikke være et lille glas. Det skal være stort. Vi skal have noget god vin og endnu mere champagne, siger Jonathan.
Udover Clou fik Marchal på d'Angleterre og Studio også hver deres Michelin-stjerne.