Tåkrummende og hårdt: Camilla og Nicolas fra 'Gift ved første blik' ser tilbage på turbulent ægteskab

Der er ingen tvivl om, at drømmen for mig var at finde den eneste ene. Jeg havde ikke set et eneste afsnit, men jeg syntes, ’Gift ved første blik’ lød vildt fedt. Tænk, hvis man via nogle eksperter og statistik kan møde en, man passer sammen med. Så jeg sendte en ansøgning. Dagen efter blev jeg ringet op og spurgt, om jeg kunne komme til casting, og så begyndte jeg at drømme.

Herefter tog det nærmest et halvt år med alle de her tests. Det var den fedeste proces, og jeg misunder alle dem, der skal igennem det nu. Det var en Dantes rejse; man fik vrænget sit indre ud, kigget på det og belyst det. Og man skulle tage stilling til nogle ting, som man i sit almindelige datingliv slet ikke tog stilling til.

Eksperimentet var spændende. Man var et følelseshav hele tiden, det kørte op og ned i ens krop. Jeg synes, jeg kæmpede en brav kamp, og jeg ville ønske, jeg var tiltrukket af Nicolas. Jeg blev ved, og jeg kæmpede, fordi eksperterne sagde, at man skulle give det tid.

Det var tåkrummende at se sig selv på tv, men det gav mig også større selvindsigt. Det gjorde mig bevidst om, at jeg måske var en smule hård. Jeg følte dog også, at jeg blev vinklet meget som hende den hårde. Det førte til, at jeg blev kendt som hende den lidt sure strigle, som gerne ville lave om på Nicolas.

Vi valgte at blive sammen ved sæsonens afslutning. Det var godt for os at prøve at være os selv uden kameraer, men vi var i bund og grund for forskellige. Vi prøvede vitterligt. Vi holdt nogle pauser, og det øgede forståelsen mellem os. Men det blev aldrig til den store kærlighed.

I et forhold er man nødt til at udspringe af de samme værdier. For mig var familie rigtig vigtig. Det var det også for Nicolas, men det var vigtigere for mig. Og jeg var opdraget med at tiltale mennesker pænt. Det var dæleme noget af det, vi kæmpede med; måden vi kommunikerede med andre mennesker.

Jeg troede, jeg havde fundet kærligheden på Tinder. Vi var sammen i lidt over fire måneder, men så kom det til issuet med børn. Han havde børn i forvejen, og han troede, han ville have flere børn. Men så kom han frem til, at det ville han ikke, og derfor var vi nødt til at gå fra hinanden.

Så jeg kom tilbage på datingmarkedet. Men nu er jeg lige hoppet af igen, fordi jeg lidt ser en, som jeg håber, bliver til noget mere. Men det er meget nyt. Håbet og drømmen er der stadigvæk.

Til de nye deltagere vil jeg gerne sige: Husk at nyde det. Selvom det er hårdt, og selvom der er mange tanker, ting at tage stilling til og følelser. Og prøv at give jer alt det, I kan, for lige pludselig er det ovre. Og hold op, hvor ville jeg bare gerne gøre det en gang til.

Jeg syntes, eksperimentet lød som en spændende ting at prøve. Jeg så det lidt som et eventyr. Det var spændende, uanset hvad der ville komme ud af det. Jeg havde det ikke sådan; ’Jeg skal bare have en kone, ellers er det hele mislykket.’ Men jeg tænkte, at hvis jeg fandt den eneste ene, var det en kæmpe bonus.

Det var helt vildt hårdt at være med. Der var ikke plads til ret meget af mig i Camillas liv. Hun syntes også, det var hårdt. Det skal dog siges, at vi havde nogle gode aftener. Vi hyggede os nogle gange. Det er ikke, fordi, det var Auschwitz på nogen måde. Men det var hårdt.

Ved eksperimentets afslutning følte jeg stadig, der var noget at hente, selvom det havde været svært i starten. Jeg tænkte, at hvis kameraerne kom væk, ville det måske give hende en chance for at åbne lidt mere op, være lidt mere afslappet og mindre anspændt.

Vi var gift i yderligere to en halv måned. Efter en måned begyndte vi at skændes rigtig meget, og der skete en masse lort. Så blev vi skilt, men derefter ringede hun og græd og åbnede op og var sårbar og menneskelig. Det vakte min interesse, og så begyndte vi at date. Det gjorde vi et par måneder, og så var det slut.

Jeg kan godt forstå, at vi blev matchet, for vi kunne supplere hinanden godt. Jeg er god til at trives i kaos, mens hun er god til at opbygge struktur. På den måde kunne vi have været gode for hinanden.

Jeg gik ind til eksperimentet med en idé om, at jeg gerne ville arbejde med min selvtillid over for kvinder. Det fik jeg rimelig godt styr på. Jeg ved, der er mange kvinder derude, som jeg intet er for. Men det betyder ikke noget, hvis der bare er én, jeg kan være noget for.

Jeg er i et forhold nu, og det har jeg været i næsten to år. Vi mødtes igennem Tinder. Jeg var ret udbrændt efter programmet og havde egentlig ikke lyst til at have en kæreste. Men så mødte jeg én, og så var det bare rigtig sjovt og hyggeligt. Det var en meget naturlig proces, og til sidst blev vi kærester, selvom det slet ikke var det, jeg var på udkig efter.

Mit største råd til de nye deltagere er: Arbejd med dine egne forventninger - de bliver din største fjende. Få forventningerne helt ned. Glem at du overhovedet har forventninger og tænk i stedet over, hvad du selv vil bringe til bordet. Og så bare vær åben og opmærksom på den anden. Lyt til de små signaler, partneren sender. Man skal ikke tro, at matchet betyder, at snakken falder og det hele bare kører. Matchet betyder, at der er potentiale i det lange løb.