Har du fået taget de dybe samtaler med dine forældre? Sådan rigtigt fået hørt om deres livshistorie, deres følelser og deres fejl?
Sidste år opdagede 30-årige Svante Wettergren, at svaret i hans tilfælde var nej: Han vidste i virkeligheden ikke særlig meget om sin far – og han havde kort tid til at ændre på det.
Svantes far havde nemlig lige fået konstateret Alzheimers. En sygdom, der langsomt, men sikkert nedbryder personligheden og hukommelsen.
– Man er jo selv et resultat af sine forældre. Og ens forældre er resultatet af det, de har oplevet i deres fortid. Jeg synes, det er vigtigt at forstå, hvad det er, der har dannet de forældre, man har. Og jeg ville være enormt ærgerlig, hvis jeg ikke nåede det, siger Svante Wettergren.
Derfor begyndte han at skabe en podcast til sin far med både fortidens anekdoter og fremtiden med Alzheimers.
Resultatet er DR-podcasten ’Mens vi husker det’, hvor Svante og Torben Wettergren blandt andet taler om farens liv med musik og teater. Om hans årtier lange parforhold, hans to første børn og den hovedkulds forelskelse i Svantes mor. Og om en provokeret abort, der fandt sted kun et år før, Svante selv kom til verden.
Blev ’pisse træt’ af sangen
Umiddelbart tænkte Svante Wettergren, at han har nogenlunde styr på sin fars personlighed: En åben, glad og også følsom mand, der velvilligt deler ud af sit eget livs drama, ligesom han gennem tiden har deltaget i mange andre dramaer på teaterscenen.
Men efterhånden som de talte sammen, gik det op for Svante Wettergren, at der alligevel var sider af faderens personlighed, han aldrig rigtig havde bemærket. Sider, som han ikke brød sig særlig meget om.
Nogle gange går der eksempelvis lidt for meget teater i den. I følgende lydklip fra ’Mens vi husker det’ bryder Torben Wettergren ud i sang, lige da samtalen skal til at dreje ind på de følsomme år, hvor Svante kom til verden:
Torben Wettergren har altid sunget meget. Men Svante oplevede det som en mislyd nu, hvor han prøvede at holde sin far fast i fortiden:
– Lige pludselig blev jeg pisse træt af det. Vi prøvede at have en snak, og så begynder han at synge midt i det hele. Det var også en flugt fra samtalen. Det var lidt irriterende, men også en del af ham. Det er jo en forsvarsmekanisme, og den slags har vi alle sammen, siger Svante Wettergren.
Omvendt var Svante Wettergren også bange for selv at overskride sin fars grænser. At de spørgsmål, han ville stille til sin fars liv, ville virke hårde. At det kunne skade båndet mellem far og søn.
– Uanset hvor gode ens hensigter er, kan det godt virke sårende at tale om de svære emner, der har betydet noget for en. Alle forældre begår jo fejl, som kan sætte sig i måden, vi er på som børn. Det kan godt være sårbart at italesætte.
’Det, jeg har gjort, kan ikke tilgives’
Men Svantes frygt viste sig at være ubegrundet. For selvom hans far i flere situationer brugte sangen som et forsvar, var han på andre tidspunkter bogstavelig talt en åben bog.
En dag fandt Torben Wettergren en mappe frem med påskriften ’Personlige papirer’. Han spurgte, om Svante ikke ville have den med hjem for at se den igennem efter interessante ting.
– Det er en kæmpe tillidserklæring, at sige ’her er en mappe med 300 papirer over mit liv. Alt fra skilsmissepapirer til dagbogsnoter. Du må kigge i det, ligesom du har lyst til’, siger Svante Wettergren.
Siden 1970’erne havde Torben Wettergren levet med den samme kæreste, og havde også to børn med hende. Men i begyndelsen af 1990’erne mødte han en ny kvinde og forelskede sig hovedkulds.
Et af de papirer, der har fundet vej til ’Mens vi husker det’, er et dagbogsnotat, skrevet året før Svante blev født.
På få måneder skiftede Torben Wettergren flere årtiers parforhold ud med en ny kvinde, som blev gravid. De fik en abort. Men bare 14 måneder senere kom Svante til verden.
– Det er virkelig en af de ting, der har fyldt på en underlig måde mit liv: Jeg er kommet til verden på baggrund af en familiekrise. Min far vender pludselig et helt liv i ryggen, sin kone og på en måde også to børn, siger Svante Wettergren.
Torben Wettergren fastholder i dag, at han ikke var sammen med Svantes mor, før han havde brudt sit tidligere forhold. Men Svante har lidt svært ved at få det til at gå op med sin fars noter. Der er nemlig nogle datoer for aborten og bruddet, der ikke passer sammen..
– De fleste af os fungerer nok sådan, at vi kan bilde os selv en løgn ind, hvis vi fortryder eller er kede af noget, siger Svante Wettergren.
– Det er jo en side af min far, som måske ikke er superfed at være bekendt med. Man sidder efterladt med et indtryk af, at han nok har opført sig en smule idiotisk i den situation.
En time med en basketbold
I jagten på sin far minder, ender det dog med, at det ikke er de gamle, personlige papirer, der leverer mest. Minderne genopstår, da far og søn tager ud til de steder, hvor han har levet sit liv.
De besøgte blandt andet hans barndoms baggård i Københavns Nordvestkvarter, og her kom Torben Wettergren i tanke om nogle dystre barndomsminder fra ejendommens kælder. Som om de lå og ventede i murstenene.
Pludselig mødte de nogle af ejendommens nuværende beboere. De har klublokale i det selvsamme kælderrum, hvor Torben Wettergren blev udpint.
– Jeg tror, vi talte om min fars liv i 10 minutter i den kælder. Og vi var der i halvanden time og hørte om deres gamle røverhistorier. Det var hele oplevelsen værd, siger han.
Efterhånden opdagede Svante Wettergren, at samværet med faren egentlig betyder mere end at trevle fortiden op.
– En ting er historien, noget andet er også at få taget de snakke, man synes er vigtige. Og at få skabt nogle nye minder sammen. Min fars sygdom var bare en anledning til at gøre det, siger Svante Wettergren.
Allerstærkest står en weekend, hvor de to gik en tur i Svante Wettergrens lokalområde på Nørrebro.
I gården på den lokale skole lå en basketbold og flød på asfalten. Svante samlede den op – og i den næste time spillede de basket sammen.
– I den time havde jeg ikke en far med Alzheimer. Der havde jeg bare en far. Vi var så meget til stede lige her og nu, at hans sygdom trådte fuldstændig i baggrunden, siger Svante Wettergren.
–Selvom det var sådan en lille bitte ting, var det en ret vild oplevelse.
De seneste måneder, mens ’Mens vi husker det’ er blevet færdigklippet og udgivet, har Svante Wettergren kunnet mærke, hvordan Alzheimer-symptomerne viser sig tydeligere hos sin far. Han husker dårligere, Han er kommet til at spise Svantes medicin i stedet for sin egen. Han har taget en tår afkalker i munden, fordi han troede, det var vand.
– Han kan mærke, at hans hjerne stille og roligt smuldrer, og tingene forsvinder ud af hænderne på ham, siger Svante Wettergren, der er glad for, at han nåede at få det hele med:
– Jeg tror ikke, at vi kunne lave samme podcast, hvis vi begyndte i dag. Jeg tror, han ville have sværere ved at fortælle om sit liv. Der er ting, der er sværere at huske nu. Der er forsvundet mere.
I podcasten 'Mens vi husker det' kan du høre meget mere om Svante og Torben Wettergrens forhold. Om Torbens dagbogsnoter, teatergruppen Klima - og en opvækst med en mor og to fædre på skift: