De fleste forbinder hende nok med rollerne som Gitte Graa i Matador, Fru Junkersen i Den kroniske uskyld eller børnehavelederen Grethe i Thomas Vinterbergs Jagten.
Men på søndag sidder den 76-årige skuespillerdiva Susse Wold klar i callcentret direkte fra Vilhelm Lauritzen-terminalen i Københavns Lufthavn, når DR og TV2 sender indsamlingsshowet Hjælp Nu. Her vil hun tage telefonen, når folk ringer ind for at give donationer, der er større end 150 kroner:
- Det er svært at vide, hvad man skal gøre for at hjælpe, men jeg glæder mig til at være med til at samle penge ind til mennesker, som virkelig har behov for selv de mest basale ting, siger Susse Wold til dr.dk.
- Jeg glæder mig til at være et lille led i den kæde af folk, som vil være med til at hjælpe. Magtesløsheden forsvinder, når man foretager sig noget, som man ved, kan gavne mennesker, som intet har.
Gråbøl: ”Dejligt at DR og TV2 skaber et samlingspunkt”
Susse Wold vil være til stede i callcentret sammen med en lang række andre kendte danskere.
Wolds skuespillerkollega Sofie Gråbøl er én af de andre kendte, der også er klar til at tage telefonen på søndag:
- Når man i medierne dagligt ser mennesker, voksne og børn, i så ulykkelige omstændigheder, giver det både pligt og lyst til at hjælpe, og jeg synes, det er dejligt, at DR og TV2 skaber et samlingspunkt, hvor vi i stedet for kun at sidde i sofaen og føle afmagt får mulighed for at bidrage og gøre en forskel, siger Gråbøl til dr.dk.
- Personligt er jeg virkelig glad for at få lov til at sidde i callcenteret på søndag.
En manifestation af medmenneskelighed
Sofie Gråbøl, der er én af Danmarks mest anerkendte skuespillere, har blandt meget andet medvirket i film som Den eneste ene, Blinkende lygter og Mifunes sidste sang.
Det er dog tv-mediet, og i særdeleshed rollen som den sweaterklædte Sarah Lund i serien Forbrydelsen, der har brændt Gråbøls ansigt uigenkendeligt fast på nethinden hos seere i både Danmark og resten af Europa.
Gråbøl glæder sig over, at DR og TV2 er gået sammen med 12 nødhjælpsorganisationer for at afhjælpe den tragiske flygtningesituation:
- Jeg føler et behov for, at vi som nation netop nu manifesterer, at vi er et folk, der sætter medmenneskelighed og social ansvarlighed højere end alt andet, siger Gråbøl.
- Det er et vigtigt signal at sende til os selv, hinanden og resten af verden.
Wold: ”Jeg føler mig så magtesløs”
Susse Wold pointerer den følelse af magtesløshed, mange nok føler i forbindelse med den flygtningesituation, der lige nu martrer det europæiske kontinent:
- Jeg føler mig så magtesløs og bliver, som mange andre, påvirket af at se disse store strømme af mennesker som flygter fra krig og ødelæggelse. Det er svært at forestille sig, hvordan det er at tage en rygsæk med nogle få ejendele med sig, og så gå fra sit land og sit hjem.
- Derfor er det godt lige at huske at være taknemmelig over at bo i et land, hvor vi kan spise os mætte hver dag, og hvor vi har et fælles sprog, som gør, at vi forstår hinanden. Derfor er det også vigtigt, at vi viser vores taknemmelighed ved at tænke på andre end os selv, pointerer Wold.
Der er seriøst brug for hjælp
Sofie Gråbøl stemmer i:
- Den åbenlyse grund til at støtte indsamlingen er selvfølgelig, at der er mennesker, der seriøst har brug for hjælp lige nu; det er ingen af os i tvivl om efter den seneste tids flygtningestrømme.
Hjælp Nu-indsamlingen samsendes på DR1 og TV2 søndag klokken 20-23.