Strid med ny direktør: Kendt forfatter forlader Gyldendal i protest

Carsten Jensen ønsker ikke længere at være tilknyttet Gyldendal, der netop har hyret Morten Hesseldahl som direktør.

Direktør Morten Hesseldahl (tv.) og forfatter Carsten Jensen kommer ikke til at arbejde sammen på forlaget Gyldendal. (Foto: © Thomas Lekfeldt og Sara Gangsted, Scanpix)

Når Carsten Jensens kommende bogprojekt er klar til at komme ud på boghandlernes hylder, forlader han forlaget Gyldendal.

Det gør han i protest over ansættelsen af Morten Hesseldahl, der tiltræder som forlagets nye direktør, skriver Politiken.

Grunden til Carsten Jensens exit trækker tråde tilbage til en strid mellem de to.

I 2005 gik Morten Hesseldahl i rette med 12 danske forfattere – heriblandt Carsten Jensen – der efterspurgte en bedre tone i debatten om etniske minoriteter og mindre diskrimination.

'Dansk kulturlivs evige vandrepokal'

Og for to uger siden genoptog Carsten Jensen striden i et længere partsindlæg i Dagbladet Information:

- Dansk kulturlivs evige vandrepokal, den kronisk inkompetente Morten Hesseldahl, hvis karriere p.t. er korttidsparkeret foran Det Kongelige Teater, overgik alle i vid, da han udnævnte os til ’tolvtonekunstnere’, skrev Carsten Jensen i avisen.

Det fik den nuværende teaterchef for Det Kongelige Teater, Morten Hesseldahl, til tasterne.

- Et liv i forhånelsens tjeneste har ikke gjort noget godt for Carsten Jensen og slet ikke for hans rørende bestræbelser på at blive taget alvorlig som intellektuel, svarede han forfatteren i et indlæg i samme avis.

Derfor ser Carsten Jensen ikke nogen mulighed for et samarbejde på Gyldendal, hvor han har været tilknyttet i 12 år, og hvor han har udgivet bøger som ’Vi, de druknede’ og ’Jeg har set verden begynde’.

- Jeg kan ikke rigtig se, at en forfatter og en direktør, der har de meninger om hinanden, kan være under samme tag, siger Carsten Jensen til Politiken.

Så frem til samarbejde om bøger

Nuværende teaterchef Morten Hesseldal, der blandt andet har været direktør hos Dagbladet Information, Lindhardt og Ringhof og senest DR Kultur, ærgrer sig over Carsten Jensens beslutning.

- Det er jo hele pointen med publicisme, at man kan præsentere kvalificerede meninger og gerne meninger, der er i strid med hinanden, siger Morten Hesseldahl til Politiken og tilføjer:

- Jeg ville synes, det ville have været herligt at udgive Carsten Jensens bøger. Jeg synes, han har skrevet nogle rigtig gode bøger uagtet at jeg kan være uenig med ham nu og da.

Morten Hesseldahl tiltræder sin nye stilling hos Gyldendal senest 1. maj.