Stine Bosse vil tvinge unge i teatret

Det Kongelige Teaters nye bestyrelsesformand mener ikke, man bør kunne gennemføre en gymnasieuddannelse uden mindst én gang at have besøgt Det Kongelige Teater.

Hun overtager ledelsen af en nationalscene, som befinder sig i en af dets største kriser nogensinde.

Den tidligere topchef i TrygVesta er nu formel leder af en virksomhed, der står til at skulle fyre 84 medarbejdere og spare 100 millioner kroner de næste fire år.

Skal stadig fyres

De massive nedskæringer vil hun ikke røre ved. Det en beslutning, som blev taget af den tidligere bestyrelse, og som skal respekteres, fortæller hun til DR Kultur.

Til gengæld så hun gerne, at der blev tænk radikalt nyt, når det gælder om, at tiltrække nye grupper af gæster til Nationalscenen.

Nationalscenen skal være pensum

For det er nemlig for få og en alt for lille del af befolkningen, der går i Det Kongelige Teater, mener Stine Bosse.

- Der er ingen tvivl om, at der skal flere folk i Det Kongelige Teater, og jeg mener, man bør kigge på den yngre del af befolkningen. Jeg mener for eksempel ikke, det bør være muligt, at gennemføre en gymnasial uddannelse uden at man mindst én gang har været i tur i Det Kongelige Teater, siger Stine Bosse til DR Kultur.

Bosse: Det bliver ikke let

Stine Bosse er ikke i tvivl om, at det er muligt at ændre på de dårlige besøgstal. Ellers ville hun slet ikke have sagt ja til jobbet, forklarer hun.

- Det bliver ikke nemt, at ændre tingene på det Kongelige Teater, men det er jo også derfor, jeg har sagt ja til jobbet. Hele min karriere, har jeg beskæftiget mig med forandringsledelse, og det vil jeg også gøre her. Jeg havde ikke taget jobbet, hvis jeg ikke mente, jeg kunne gøre en forskel, forklarer hun.

Nationalscenen skal lære af tivoli

Udover at gøre et besøg i Det Kongelige Teater til en del af gymnasieelevernes pensum, så Stine Bosse også gerne, at man kiggede mod en virksomhed som Tivoli, for at finde en opskrift på succes.

- Tivoli havde også problemer med for få besøgende, men så opfandt man fredagskoncerterne, og så vendte billedet. Det er den slags idéer, der skal være med til at føre Det Kongelige Teater ind i en spændende ny fremtid, siger Stine Bosse til DR Kultur.