På P1 Eftermiddag er vi i gang med at lave en alternativ kulturkanon. I februar handler værkerne om bitterhed. Vi præsenterer her de værker, vores eksperter og lyttere har nomineret til kanonen.
Stem nu
Stem nederst på siden her eller på facebook senest mandag d. 29.2.2016 kl 8.00.
Hvilket kulturværk viser bedst, hvad bitterhed er?
1: Sangen 'Bitter' fra danske Patrick Dorgan, #RYTMISK #MUSIK 2: Et Liv gjenoplevet i Erindringen af Johanne Luise Heiberg, #KLASSIKER 3: ’Digte’ af Yahya Hassan (2013), NY #LITTERATUR 4: ’Nu kan det snart være nok’ af Røde Mor (1976), RYTMISK MUSIK 5: ’Heartbeats - A graphic puzzle’ af firmaet Kong Orange (2015), ANDRE #SPIL 6: Pladecoveret til ”Ta’ hva’ der er dit” af Røde Mor (1972), #DESIGN 7: ’Christian II i fængslet på Sønderborg Slot’ af Carl Bloch (1871), #BILLEDKUNST 8: Horsens Statsfængsel, #ARKITEKTUR.
https://www.facebook.com/p1eftermiddag/posts/1125226947501512
Vi har forlænget afstemningsperioden, så afstemningen slutter mandag kl 8.00
Redaktionen har allerede valgt ’Drot og Marsk’ af P. Heise/Chr. Richardt (1850), ’Jammers Minde’ af Leonora Christina og ’Sangen om Larsen’ af Hermann D. Koppel/Sven Møller Kristensen (1935) fremført af DR Vokalensemblet. Du bestemmer hvilket værk, der skal være det 4. i P1 eftermiddags Alternative Kulturkanon?
Vi har 14 eksperter inden for alle mulige kulturområder, for eksempel computerspil og arkitektur, der nominerer værker, men du kan også være med. Stem på et værk om bitterhed i kommentarfeltet nederst på siden.
Lytterforslag:
'Bitter'
Sangen "Bitter" fra danske Patrick Dorgan, må høre til i denne kategori :-)
JOHANNE LUISE HEIBERGS ERINDRINGER
"Hell has no fury like a woman scorned" - så ligesom "Jammersminde" var Leonora Christinas forsvar for Corfitz Ulfeldt (og sig selv) kendes også JOHANNE LUISE HEIBERGS ERINDRINGER som sammenbidt forsvar af ægtemanden Johan Ludvig Heiberg. Overskriften for hendes temmelig subjektive fortolkninger af historien var da også "Man gjorde Heiberg uret" - hun ville forsvare ham til sidste blodsdråbe, og erindringerne blev da også satirisk kaldt "Et liv genopløjet i erindringen".
Panelforslag:
’Sangen om Larsen’ er allerede med i P1 eftermiddags alternative Kulturkanon
af Hermann D. Koppel/Sven Møller Kristensen (1935)
Handler om den lille kontormand, der vil det hele og især friheden - men bliver tvunget til at rette ind. Stammer fra teaterstykket "Melodien der blev væk" fra 1935. Tekst af Sven Møller Kristensen, musik af Herman D. Koppel.
’Digte’
af Yahya Hassan (2013)
Yahya Hassans ekspressive digte om et nutidigt ghettoliv, hvor mange børn og unge bliver ofre både for brutale fædre og et velfærdssystem, der savner empati, var en sensation ved deres udgivelse i 2013. Digtenes grundfølelse er vrede over alt det, børnene udsættes for, men digtene er også bitre på dem, der har svigtet. Hassans digte viser kunstens styrke, når det gælder at sætte også store, vrede og bitre ord på konflikter og erfaringer, som ingen vil være ved, og ingen har turdet tale om.
Det er usædvanligt at udnævne en debutbog til kanonværk og klassiker. Men næppe nogen er i tvivl om kvaliteten og relevansen af Hassans digte. Anne-Marie Mai, litteraturprofessor på Syddansk Universitet nominerer.
’Jammers Minde’ er allerede med i P1 eftermiddags alternative Kulturkanon
af Leonora Christina
Kongedatteren, der sidder i fængsel i 22 år, fortæller sin livshistorie med stor taknemlighed til Gud, men bestemt ikke uden bitterhed.
’Jammers Minde’ var også en del af den officielle kulturkanon, og på deres side kan man både få resumé, uddrag af teksten og se den originale håndskrevne udgave af Leonora Christina.
Lasse Horne Kjældgaard, litteraturprofessor på RUC - Roskilde Universitet nominerer.
’Nu kan det snart være nok’
af Røde Mor (1976)
Politisk satire fra mester spex-gruppen…en sang om parnassets syn på Christiania i vanlig satirisk Røde Mor-stil.
Jan Sneum, musikekspert gennem mere end 35 år på DR nominerer.
Vi har 14 eksperter inden for alle mulige kulturområder, der nominerer værker, men du kan også være med. Foreslå et godt værk om bitterhed i kommentarfeltet nederst på siden.
’Drot og Marsk’ er allerede med i P1 eftermiddags alternative Kulturkanon
af P. Heise/Chr. Richardt (1850)
I Heises og Richardts udgave af historien om mordet på Erik Glipping begrundes kongemordet med at Marsk Stig i bitterhed og jalousi dræber kongen som hævn for dennes overgreb på Marsk Stigs hustru – eller nok snarere forførelse.
Også figuren Rane Johnsen er optændt af bitterhed og hævnlyst overfor kongen, ligesom de øvrige sammensvorne mænd har deres at hævne. Heises musik blander på bedste vis folkevisens form med et stærkere og mørkere udtryk, ikke mindst i orkesterklangen, som hele vejen belyser de stærke følelser i dramaet. Operaen er måske i sit udtryk lidt gammeldags, men den peger måske også fremad mod en tendens til at tage historiske temaer op som musikdramatik (f.eks. i musicals)
Birgitte Holt Nielsen, producent af opera for børn og unge på Den jyske Opera nominerer.
’Heartbeats - A graphic puzzle’
af firmaet Kong Orange (2015)
En gammel diktator tænker tilbage på sit liv - bl.a. med bitterhed.
Her er vi i afdelingen for mobilspil. Graphic puzzle er digitalt miks af en grafisk roman og et puzzle-spil. Hver side er en del af historien og for at komme videre til næste side, må du løse en grafisk udfordring.
Thomas Vigild, spiludvikler, spilanmelder og højskolelærer nominerer.
Vi har 14 eksperter inden for alle mulige kulturområder, der nominerer værker, men du kan også være med. Gå til kommentarfeltet nederst på siden og foreslå et godt værk om bitterhed.
Pladecoveret til ”Ta’ hva’ der er dit”
af Røde Mor (1972)
Forbitrede arbejdere, der tager sagen i egen hånd. Det er temaet på coveret til Røde Mors anden LP, der udkom i 1972. Og helt i tidens og den politiske kunsts ånd er billedet på coveret udført i linoleumssnit.
Se coveret her (mens du lytter til LP’en):
Lars Dybdahl, Biblioteks & forskningschef på Designmuseum Danmark nominerer.
’Christian II i fængslet på Sønderborg Slot’
af Carl Bloch (1871)
Bitterhed findes i alle lag som kortere eller længerevarende tilstand eller blot som en flygtig oplevelse, når man kommer for sent til udsalget eller de stegte ål ved frokosten. Er prins Joachim bitter over ikke at være kronprins? Er Per Kirkeby bitter over faldet ned ad trappen? Er man bitter over, kammeraten løb med blondinen – og hvor længe? I billedkunsten er bitterheden ikke et fremherskende motiv, men se det i Carl Blochs ’Christian II i fængslet på Sønderborg Slot’.
Jens Erik Sørensen, tidl. direktør på Aros, nu direktør i Faurschou Foundation nominerer.
’Horsens Statsfængsel’
Horsens Statsfængsel hed tidligere Tugt- og Forbedringshuset i Horsens. Den imposante bygning rummer et ekko af misdædernes indre eksistentielle forbitrelse på sig selv og verden tillige med et ekko af ubønhørligheden i tidligere strafformer.
Carsten Thau, professor på KADK (Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering) nominerer.