Da Allan Gravgaard Madsen gik i 5. klasse, sked han i bukserne midt i musiktimen. I gymnasiet lavede han aldrig lektier - og de digte, han skulle analysere, skrev han i stedet melodier til.
Hans mor var frisør og den eneste, der klippede ham hele hans barndom og voksne liv. Indtil hun døde af kræft, og Allan modvilligt måtte finde sig i, at en anden person rørte ved hans hår. Ved ham.
Klipningen blev videofilmet og vist på en storskærm, mens Allan en majdag i 2017 fortalte dybt personlige bekendelser foran publikum i Musikhuset Aarhus. En gruppe elite-musikere spillede til, for det var faktisk Allan Gravgaard Madsens officielle debutkoncert som komponist.
Problemet var bare, at ikke alle forstod, at det var ham selv, der var på scenen. Politikens anmelder troede, det var satire-karakteren Speaker-Allan. Og Speaker-Allan er kendt for at være sjov og ironisk i 'Den Korte Radioavis', så koncerten fik kun to hjerter i anmeldelsen:
- Jeg følte, at jeg var helt ærlig og fortalte om ting, jeg aldrig havde gjort før. Jeg ville ønske, han så bare havde givet mig ét hjerte, så var det til at tage at føle på, siger Allan Gravgaard Madsen i dag.
Han er klassisk uddannet komponist med masser af projekter i ind- og udland, men bruger altså også fortsat sin stemme i det prisbelønnede og ofte stormombruste satireprogram 'Den Korte Radioavis' på Radio24Syv.
Her er karakteren Speaker-Allan en nørdet, narcissistisk og temmelig enfoldig radiospeaker, der i foråret udkonkurrerede sig selv ved at indtale hele retskrivningsordbogen – men som efterfølgende har blandet redaktionen ind i sine økonomiske vanskeligheder efter et gigantisk kviklån til køb af to færger.
- Taxachauffører i København kender mig på stemmen, og folk stopper mig på gaden og siger: 'Hej Speaker-Allan'. Og jeg tror faktisk, jeg kender folk, når de siger 'hej' til mig, siger Allan Gravgaard Madsen.
- Det er fantastisk, at nogle er glade for det, jeg laver. Men min frygt er, at folk ikke kan adskille komponisten fra speakeren.
Crazy blip blop-musik
Ser man den 35-årige mand med fuldskægget på arbejde i DR Koncertsalen, er man nu ikke i tvivl: Allan Gravgaard Madsen er komponisten, der nøje følger med i sin egen musik på nodeark så store som en søndagsavis.
Torsdag har han premiere på et helt nyt værk, som skal opføres til en af de navnkundige torsdagskoncerter med DR SymfoniOrkestret. 'Nachtmusik' hedder det, for Allan Gravgaard Madsen har altid været fascineret af døgnets mørke timer. Af den ro, der opstår, når verden går i seng, men man selv stadig er vågen.
- For mig har natten altid været et sted, hvor jeg kunne reloade. At jeg lige kunne bearbejde, hvad er sket i løbet af dagen, og hvad jeg kan gøre bedre dagen efter. Der er også en poesi der, siger han.
- Hvis jeg bliver rastløs, som jeg som regel gør, så går jeg en tur. Det med at kunne gå i den by, man kender så godt, uden at der er nogen. Ikke nogen biler, ikke nogen trafik, der er ikke noget som helst. Det er en spøgelsesby. Den der ensomhed, at man har noget for sig selv, det synes jeg er super magisk.
Musikkonservatoriet har givet ham en masse 'skills', men i bund og grund vil Allan Gravgaard Madsen helst skabe noget oprigtigt og bruge tonerne til at give publikum den samme følelse, han selv har, når han går en tur om natten. At det meste er mørklagt, mens andre oversete detaljer træder frem. At tiden går i et andet tempo.
Derfor er de første ti minutter af de 24 minutters musik én lang opbygning på samme tone, kun med en violin og klaver, inden orkestret langsomt folder sig ud.
'Crazy blip blop-musik' kalder Allan Gravgaard Madsen med et skævt smil selv noget af sin musik og kommer dermed nok en del fordomme i forkøbet.
Når han fortæller om musikken, går han også meget op i, at publikum får noget ud af den. Han er samtidig benovet - næsten flov - over, at orkestret har indkaldt en ekstra mand til at kunne nå rundt til alle hans påfund i slagtøjsinstrumenterne.
Han laver ikke sit 'blip blop' for at virke opstyltet og verdensfjern, men fordi det er det, han kan. Og måske altid har kunnet.
- Det lyder super kunstnerkrukket – det må du gerne citere mig for – men jeg har altid skullet være komponist. Det er ikke sådan, at jeg satte mig ned og tænkte: 'Nu skal det være'. Det har været en nødvendighed, siger han.
En komprimeret version af sig selv
Allan Gravgaard Madsen hører musik overalt. I mennesker, der taler i telefon, en vogn, der skramler over fliserne og en ventilator, der summer ensformigt i baggrunden.
- Nu fordi det regner og drypper, så hører jeg selvfølgelig alle rytmerne, som regnen laver på taget. Jeg kigger også ud hele tiden. Det er bare, fordi jeg bliver afledt af solens spejling. Mit øje fanger, at der går nogle mennesker ude på den bro, og hvordan de går. Hurtigt eller langsomt. Og der kommer en cykel og... Det sker bare, siger han.
Med årene har han fået lidt lettere ved at sortere i sanseindtrykkene, men han bruger stadig sin intense oplevelse, når han skaber musik. Nemlig ved at gå den modsatte vej og barbere så meget som muligt væk.
- Jeg har behov for at lave en komprimeret version af mig selv i min musik fremfor den ufortyndede version, man kan være uheldig at opleve.
- Det er sindssygt svært, for du kan gøre alt med et symfoniorkester. Når jeg skriver musik, så føler jeg hele tiden, at jeg må diskriminere noget materiale fremfor noget andet. Derfor er jeg nødt til at opsætte nogle benspænd, som kan træffe de valg for mig, forklarer han.
Allan Gravgaard Madsens musiksmag begrænser sig dog ikke til Stravinsky og Stockhausen. Hver gang han har lavet noget moderne eller eksperimenterende, laver han også et stykke med 'fløde-julearrangementer'.
- Jeg har ingen aversioner over for rytmisk musik eller popmusik. Tværtimod, jeg elsker al musik.
- Noget må gerne være supersentimentalt, noget må gerne være banalt, noget må gerne være Benal... Jeg dømmer ikke. Siger det mig noget, eller har folk noget på sinde, så er jeg interesseret.
Farvestrålende maling på væggene med en svamp
Karakteren Speaker-Allan har gennem årene udtrykt stærk begejstring for kitschede musikere som Cliff Richard og Roger Whittaker.
Dem er Allan Gravgaard Madsen faktisk også selv glad for. Selvom der er forskel på Allan med og uden speaker, så er der bestemt et slægtskab.
Satirekarakteren opstod oprindelig ved et tilfælde, da Allan Gravgaard Madsen besøgte sin ven og kollega Frederik Cilius på Radio24Syv under prøveoptagelserne til 'Den Korte Radioavis'. Pludselig skulle de bruge en speakerstemme:
- Så siger jeg, at det kan jeg godt gøre. Og så kommer jeg langsomt med i programmet, forklarer Allan Gravgaard Madsen.
- Jeg er ikke skuespiller og har ikke en skuespilteknik. Så jeg finder noget i mig selv, som jeg forstærker op.
Den metode har også givet andre komplikationer end forvekslingen hos Politikens anmelder. Da Allan Gravgaard Madsens mor døde af kræft, erklærede Speaker-Allan kort tid efter sin mor for død i 'Den Korte Radioavis'. Den humor var umiddelbart svært at forstå for de nærmeste.
På Det Jyske Musikkonservatorium måtte han også af og til forklare sine medstuderende, at han ikke var i karakter. Han var bare Allan.
- Jeg er med på, at jeg balancerer et sted, hvor folk kan komme i tvivl. Det betyder så også, at jeg kunne være nervøs, hvis folk kommer for at høre et værk, Speaker-Allan har komponeret, siger Allan Gravgaard Madsen og leger lidt med tanken:
- Jo, måske ville det faktisk være interessant at høre, hvordan Speaker-Allan ville komponere et værk. Han er lidt mere udadvendt og til farvestrålende maling på væggene med en svamp, hvor jeg selv er meget mere indadvendt og hurtigt bliver overvældet af andre mennesker.
Og måske har Speaker-Allan faktisk allerede skrevet lidt musik. Eller rettere: Allan Gravgaard Madsen har lært noget af at forstørre den side af ham selv, der kommer ud i satirekarakteren:
- Han er meget simpel og oprigtig i den måde, han bruger musik på. Der tror jeg måske, han har lært mig at træffe et valg. At sige: 'Ok, Allan, hvad er det oprigtige, hvad er det egentligt, du finder glæde ved i musik? Du skal ikke bruge den her lejlighed til show-off. Det er slet ikke dig, det handler om. Det er musikken'.
I 2013 skrev Allan Gravgaard Madsen værket 'Weiss, Schwarz, Blau'. Her kan du høre det i en live-opførelse fra P2s Kammermusikkonkurrence: