Kommentar: Gud skabte Smukfest på den 8. dag

Hvis du kan lide at skeje rytmisk ud - som Stig Rossen engang sang - så er Smukfest lige noget for dig, skriver P3-vært David Mandel.

P3-vært David Mandel glæder sig til krammere, øl og Beck i bøgeskoven. (© DR)

Endelig!

Jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan. Og det er egentlig lidt utroligt, for det har været en lang festivalsæson, og her hen imod slutningen kan man måske godt være lidt mæt på den konto.

Men så dukker bøgetræerne op i horisonten og man kommer i tanke om, at Smukfest altid er en smuk fest. En genial fest!

Det var Stig Rossen, der sang ”Hvis du kan lide at danse og skeje rytmisk ud” i den udødelige melodigrandprix-klassiker ’Vi danser rock og rul’. Jeg tror, han skrev den tekst med Smukfest i tankerne, for ikke alene kan alle på festivalen lide at skeje rytmisk ud - de gør det sgu også, og ingen kigger skævt for det er det, det handler om.

"Så la' der være fest"

Men det handler også om at høre musik, drikke øller og shots og kysse og knalde og stikke highfives til mennesker, du aldrig har mødt før, og muligvis aldrig møder igen. Men det er lige meget, for i det øjeblik - midt i den highfive - er I de bedste venner nogensinde, og det kan ikke blive bedre. Alle ved det.

Og Gud ved det, for på den 8. dag skabte Gud Smukfest, og udtalte i den forbindelse en sætning, der er blevet gentaget igen og igen, men som aldrig har passet bedre end lige præcis på festivalen i Bøgeskoven, nemlig: ”Skal der være fest, så lad der være fest!”

Det kan godt være, at livet ikke altid er en fest, men det er det den uge, hvor vi samles i Skanderborg. Og det kan godt være, at du får lidt tømmermænd, men man skal som bekendt rejse sig ved det træ, man er kampstyrtet ved, og der er heldigvis 1.000 træer i skoven, som du kan rejse dig ved, og endnu flere hænder der er klar til at hjælpe dig op.

Vi ses derude - og husk for guds skyld at gå ned og se Beck spille lørdag aften på Bøgescenen!