Det var en både "ærgerlig" og "trist" forfatter og instruktør, der i dag læste nyheden om, at en af de mange Pyrus-julekalendere, han har skrevet, alligevel ikke vil blive sendt som planlgt i år på TV 2.
- Det er en dårlig idé, siger skaberen af Pyrus, Martin Miehe-Renard.
TV 2 vil ikke sende 'Alletiders Julemand', fordi den indeholder scener, som "kan virke stødende på nogle", og mediehuset har derfor valgt at erstatte den med den næste i rækken af julekalendere om Pyrus - 'Alletiders Eventyr'.
En forkert beslutning, mener Martin Miehe-Renard, der ikke ville have haft noget imod, at de pågældende scener blev klippet ud - selvom han ikke mener, at det er nødvendigt.
- Jeg synes, vi har en tendens til at være lige fintfølende nok alle sammen, siger han.
Seer klagede over flødebolle-scene
TV 2 har ikke ønsket at svare på, præcist hvilke scener der har fået kanalen til at droppe 'Alletiders julemand', men TV 2 skriver selv på sin hjemmeside, at mediehuset i 2014, da julekalenderen sidst blev genudsendt, modtog to klager over konkrete klip fra julekalenderen.
Den første klager følte sig stødt over en scene i julekalenderens første afsnit, hvor Pyrus sammen med tre børn synger sangen 'Gi’ mig guf og gi’ mig godter', mens tre børn er klædt ud som flødeboller.
Udklædningen indebærer, at de tre børn er blevet malet mørke i ansigterne, hvilket ifølge seeren er en "racistisk karikatur" med henvisning til det, man kalder blackfacing - altså at en hvid person klæder sig ud som en mørk.
Det er bare ikke det, der er tale om i scenen, siger forfatter og instruktør Martin Miehe-Renard.
- Det er tre små hvide børn, som spiller flødeboller. Man skal være ret rigid for at lade sig krænke af det, siger han.
Forfatter: Uden kontekst kan scener krænke
Senere samme jul var den gal igen, da en anden seer sendte en klage til TV 2 over endnu en - ifølge seeren - racistisk scene i julekalenderen. Det drejer sig om en scene, hvor Pyrus ser en episode fra børnebogen 'Den store Bastian'.
Historien handler om tre drenge, der driller en fjerde dreng, fordi han har mørkere hud end de tre andre. De kalder ham "neger", men ender selv med at få skældud og blive dyppet i blæk.
Seeren fandt scenen "politisk upassende", og hun mente, at scenen gav indtryk af, at det er bedre at have lys hud fremfor mørk.
Heller ikke den scene er der noget galt med, mener manden bag Pyrus.
- Det er helt fjollet, siger Martin Miehe-Renard:
Kan du ikke godt se, at måske nogen, der eksempelvis er forældre til et farvet barn, kunne føle sig krænket af nogle af de her scener med 2022-øjne?
- Jeg kan godt forestille mig, at man kunne finde nogle af de her scener krænkende, hvis man så dem klippet ud for sig selv - uden for kontekst, siger han.
Med 'Alletiders Julemand' vil Martin Miehe-Renard fortælle den lange historie om, hvordan fortællingen om julemanden gennem tiden og i mødet med mange forskellige kulturer er blevet til den historie, vi kender i dag.
- Det er sundt for børn at se, hvordan tingene har været, og hvordan de har udviklet sig til, hvordan de er i dag. Jeg tror, det er en fejl at skærme af for alting, fordi det er et led i den dannelse, vi giver børnene at fortælle historien, som den har udviklet sig.
Hvis du skulle lave julekalender i dag, ville du så tøve med at lave scenerne på samme måde, som du gjorde dengang?
- Jeg vil sige, at jeg lader mig styre af, hvad historien handler om. Men jeg er da også påvirket af den tid, jeg lever i. Jeg er klar over, at man skal være en smule mere opmærksom på, om man kan komme til at træde nogen over tæerne. Det, synes jeg ikke, er en dårlig ting, siger Martin Miehe-Renard.
'Undervurderer børneseerne'
Selv peger forfatteren på en tredje passage i julekalenderen, som kunne virke stødende på nogen.
Det handler om en skildring af den hollandske fortælling, hvor julemanden har en hjælper, der hedder Zwarte Piet, som er en mørk mand. En fortælling, som de seneste mange år også har været til debat i Holland.
- Jeg tror, man undervurderer børneseerne, hvis man ikke tænker, at de kan gennemskue, at det er en del af den her historiske rejse (om julemanden, red.), som hele historien handler om, siger forfatteren.
Martin Miehe-Renard undrer sig over, at han efter eget udsagn ikke har hørt fra TV 2, før de besluttede at sløjfe 'Alletiders Julemand'.
- Hvis man synes, at det går for tæt på nogen, der kan blive krænkede, så er det af en størrelsesorden, vi nemt kunne have redigeret ud, siger han.
Selvom han ikke mener, at der er nogle problemer i Pyrus, understreger han, at han ikke har til hensigt at støde nogen.
- Jeg laver jo ikke julekalendere for, at folk skal blive kede af det. Jeg laver det for, at folk skal have det rart, have en god jul og måske også lære lidt af det.
'I Kina siger de pingeling'
I 'Alletiders Eventyr', som TV 2 sender som erstatning for 'Alletiders Julemand', er der en sang om kinesere.
Her synger nissen Kandis og to piger med, hvad der ligner en bambus-hat, blandt andet:
- I Kina siger de pingeling, hver gang de får ris.
I musikvideoen ser man flere personer med asiatiske rødder stå ved Det Kinesisk Lysthus i Frederiksberg Have i København, og Kandis synger videre:
- Kvinder har en lille fod, langt mindre end en gulerod.
TV 2 er endnu ikke vendt tilbage på DR's spørgsmål om, hvorvidt de agter at lade den sang rulle over skærmen i den kommende juletid.
Da TV 2 i 2014 modtog de to klager over Pyrus, afviste daværende fiktionschef Katrine Vogelsang, at de scener, som seerne klagede over, var racistiske. Samtidig henviste Vogelsang til, at julekalenderen havde 17 år på bagen, og at der derfor kan være scener, "som man ikke ville benytte i en ny-produceret julekalender ".
Også seernes daværende redaktør hos TV 2, Lars Bennike, afviste dengang, at julekalenderne om Pyrus er racistiske.